Nyheder

HKKF får ny konsulent med erfaring fra Forsvaret

HKKF ansætter Natasha Engstrøm Zibrandtsen som ny faglig konsulent. Hun kommer med erfaring fra både fagforening og Forsvaret.
Foto: Privat.

Bunken med sager er ikke blevet mindre hos HKKF’s faglige team, og med en ledig plads i teamet har der været ekstra travlt. 

”Da vi skulle lede efter en ny medarbejder til at besætte vores ledige stilling, var det nærliggende at lede efter kompetencer, som kunne berige hele teamet og dermed vore medlemmer endnu mere, end det er tilfældet i forvejen. Det fortjener de,” siger Kurt Brantner, der er næstformand i HKKF. 

HKKF har derfor ansat 31-årig Natasha Engstrøm Zibrandtsen som faglig konsulent fra 1. november 2021.

Erfaring med fagforening

Den militære verden er ikke fremmed for Natasha Engstrøm Zibrandtsen. Hun har tidligere været ansat hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS), hvor hun blandt andet har arbejdet med fortolkning af overenskomster for det militære personel. 

Senest kommer hun fra en stilling hos Ergoterapeutforeningen, der er en fagforening for ergoterapeuter. Det var her, hun for alvor fik prøvet kræfter med forhandling og rådgivning i forhold til medlemmers løn- og ansættelsesforhold og særligt afskedigelsessager.

”Natasha er en erfaren og forhandlingsvant jurist med speciale i arbejdsret, hvor hun har prøvet kræfter på både arbejdstagersiden og arbejdsgiversiden. Jeg er sikker på, at vi kan drage fordele af hendes erfaringer og uddannelse,” siger Kurt Brantner. 

> Læs også: HKKF styrker den faglige indsats

Vil gerne gøre en forskel

For HKKF’s nye faglige konsulent byder et job i en fagforening på arbejdsopgaver, hun brænder for. 

”Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel for medlemmer – uanset om det er stort eller småt,” siger Natasha Engstrøm Zibrandtsen og fortsætter:

”Jeg kan godt lide at rådgive medlemmerne om deres vilkår og hjælpe dem med at oversætte indviklet tekst, så de forstår det”. 

Natasha Engstrøm Zibrandtsen blev færdiguddannet jurist fra Københavns Universitet i 2014. Privat bor hun i Slangerup ved Frederikssund. Hun er kæreste med Alf og har hunden Buster. 

Hendes fritidsinteresser står i skærende kontrast til et arbejde foran en computerskærm. Sammen med sin kæreste er Natasha Engstrøm Zibrandtsen i gang med at tage flycertifikat. Går alt efter planen kan hun skrive pilot på cv’et til april. Derudover har hun for nylig taget trailerkørekort, og så skyder hun lerduer. 

> Læs også: Hvad er lønregulering, og hvordan har det gavnet HKKF's medlemmer?

Siden er sidst opdateret: 21.02.23 kl. 12.40

Andre nyheder