Nyheder

Befaling om at gå vagt under øvelse udløste tillæg til soldater

Medlemmer af HKKF blev befalet på vagt under en øvelse. Det var ikke tilladt, og medlemmerne har nu modtaget et ekstra tillæg for deres arbejde.
Foto: iStock.

Hvornår er vi på vagt – og hvornår er vi på øvelse? Det kan være lidt svært at hitte ud af sine rettigheder, når man under en øvelse får at vide, at nu er det tid til at gå vagt. 

Det var også baggrunden for en henvendelse, som HKKF tidligere i år modtog fra nogle medlemmer. De var blevet befalet på vagttjeneste af deres fører under en ellers planlagt øvelse, og det undrede dem – for som de også gjorde opmærksom på, så kunne de ikke være på øvelse og på vagt samtidigt. 

Medlemmerne forsøgte selv at løse situationen, men da det gik i hårdknude, tog de fat i HKKF. Og hos fagforeningen kommer historien ikke som en overraskelse. 

"Der er tale om en tilbagevendende problemstilling, som Forsvaret skal få styr på. Det kan ikke være svært at finde ud af, om en vagt har et uddannelsesformål, eller om der er tale om en almindelig og selvstændig vagt,” siger Kurt Brantner, der er næstformand i HKKF. 

> Læs også: Hvad gør du, hvis du opdager et arbejdsmiljøproblem? 

Netop denne sondring er vigtig. Der er nemlig forskel på, om en vagt er en del af en øvelse eller ej. 

Hvis soldater skal holde vagt som en integreret del af en øvelse, skal de følge reglerne for øvelsen. Men er vagten ikke en del af øvelsen, skal soldaterne følge de almindelige regler for arbejdstid og hviletid. Og det var her, det gik galt. 

Ifølge Kurt Brantner er det vigtigt, at medlemmerne råber op om denne slags problemer, så fagforeningen kan hjælpe. Vagten, som HKKF’s medlemmer blev beordret, var nemlig ikke en del af øvelsen og dermed imod reglerne. Derfor sikrede HKKF, at medlemmerne fik et ekstra vagttillæg med hjem fra øvelsen.

> Læs også: Wildcardordning for veteraner er trådt i kraft

Siden er sidst opdateret: 21.02.23 kl. 12.59

Andre nyheder