Snart er dysekanonen fortid: Farvel til meget mere end en kanon

Det er morgen i Borrislejren i Vestjylland. Efter et par vindstille dage med høj sol, rusker det i stormstyrke, mens regnen står ned i stænger.

”Det er typisk. Sådan er det altid, når vi skal ud at skyde. Det skal åbenbart bare være møgvejr, så jeg har lige en regnfrakke til dig,” griner premierløjtnanten Frederik.

I dag skal dysekanonen skydes af. Egentlig skulle det have været for sidste gang, men soldaterne, der skal på en halvt år lang mission til Estland næste år, har fået lov til at tage dysen med, så i dag står den på uddannelse. 

Allerede hjemmefra har jeg indset, at dysekanonen er et særligt våben. Når jeg har talt om den med venner, som har været i militæret, har de sukket, som var det en kær gammel kæreste. 

Over maden aftenen før har jeg også udfrittet kaptajnen og kompagnichefen, Sune. 

”Mens geværer kan skyde op til cirka 300 meter, kan vores tunge maskingevær skyde op til 1.000 meter, og dysen op til 650 meter. Desuden er dysekanonen vores panserbrydende våben, det vil sige, den kan skyde igennem pansrede mandskabsvogne og infanterikampkøretøjer,” forklarede Sune, mens han tegnede løs for at vise mig, hvordan det hele hænger sammen.

”Når man er i kamp, er det et sindssygt vigtigt våben. Uden dysekanonen kommer vi til at mangle et våben, der kan ramme mål mellem 200 og 1.000 meters afstand og kan gå igennem panser. Vi pressede på, og heldigvis får vi den nu med til Estland, men jeg ved ikke, hvad der kommer i stedet, når den forsvinder,” sagde han.

> Læs også: Vi går ikke på kompromis med sikkerheden ved at fjerne dysekanonen.

Gipspatronerne er ingenting

Denne morgen kører Frederik i fuld fart fra kasernen ud til skydebanerne.

”Jeg ville ønske, at det var lidt bedre vejr, så der var nogle hjorte. Borrislejren har ironisk nok en af de flotteste hjortebestande. De er slet ikke bange for os,” siger han, mens vi i farten passerer noget, der ligner en jagtfalk. 

Ud over at være premierløjtnant er Frederik også næstkommanderende til Sune, og hans job er i dag at køre rundt til dem, som er på uddannelse, for at se, om alt er, som det skal være. 
Da vi lander ved skydebanen, kommer soldaterne slæbende med dysekanonerne. De vejer hver især 40 kilo.

”Selv om dysen er et godt våben, er det selvfølgelig et problem, at den er så tung,” siger Frederik og tilføjer: 

”Det giver sine udfordringer, hvis det skal gå hurtigt.”

”Det er kun ham der, der kan løbe med den,” siger en af de andre og peger på en fyr, der ser ud til at kunne løfte lidt af hvert. Han griner stort. Som en, der kan løbe stærkt med en dysekanon. 

Der lyder en sivende lyd ”ffffsss-plop” og så et brag. Det er en gipspatron, der har forladt dysen. 

En af soldaterne fortæller, at han har skudt rigtig meget med dysen, men der er restriktioner på, hvor meget man må skyde med den, fordi man kan få indre skader – og Frederik siger, at ”den der gipspatron er ingenting, bare vent.” Den går af igen, og det giver et gib i mig.

”Mon vi får lov til at skyde med den der,” bliver der spurgt om en granat kaldet ”lys” med hvid fosfor i. 

Det blæser nemlig en halv pelikan nu, og fosforen skal nødig lande forkert på grund af blæsevejret, men Frederik svarer, at det tror han godt. Men de må lige afvente, om vejret arter sig lidt.

Ffffsss-plop. 

En granat fyrer afsted. BUM. 

> Se artiklen med fotos i decemberudgaven af Fagligt Forsvar.

Dysekanonen redder liv

En gruppe, der netop har skudt, render over mod en vogn, som er kørt ind ved banerne. Det er den rullende KFUM-kiosk fra lejren, og det er ”tid til kakao til overpris,” siger Frederik og griner.
På vej derover møder jeg en våbenmekaniker. Som tidligere udsendt og efter mange år i militæret har han stiftet bekendtskab med dysen en del gange.

”Det er ikke kun, fordi den er så vild at skyde af, at soldater har et nært forhold til dysen,” siger han og fortsætter:

”Den kan være forskellen på liv og død. Soldater er så glade for dysekanonen, fordi de ved, at de overlever, når de har den med. Det er omvendt også derfor, at de er bekymrede for, at den skal afskaffes. Den er meget vigtig for fodsoldater.”

Det var derfor, at det havde været så vigtigt for kompagnichefen at få den med til Estland, og jeg kommer til at tænke på, hvor mange gange de danske soldater gennem årene mon har stået i situationer i for eksempel Afghanistan, hvor dysekanonen har reddet deres liv.
”Ja, det kan undre, at andre lande nu er begyndt at genindføre den,” konstaterer Frederik, og jeg beslutter, at jeg hellere må undersøge, hvad der kommer i stedet, når jeg kommer hjem til skrivebordet. 

> Læs også: Hærens soldater bidrager til NATO-beredskab.

Mere end en kanon

Det er tid til at affyre de rigtige granater. 

”Vil du med ud på skydebanen? Så kan du tage billeder,” spørger Frederik. Jeg nikker. Jeg bliver iklædt en for stor hjelm og høreværn og trasker ud mod skydebanen gennem den høje lyng.

”Lige når de skyder af, kan du tage fotos, men så er det også ned på jorden. Ellers risikerer du at blive væltet omkuld,” forklarer han. 

”Klar,” lyder det fra skydelederen. Soldaterne ligger klar, og skydelederen råber: ”Aaaaaf-fyyyyyr!” 
Jeg bliver så forskrækket, at jeg glemmer alt om fotos og bare hopper ned på hug, idet det nu ellers velkendte ”ffffsss-plop” kommer – efterfulgt af et meget større brag. Gipspatronen var ingenting. Jeg mærker rykket i kroppen, da granaten rammer målet. Og så begynder jeg at grine. Det var dét, de talte om derhjemme. Frederik griner også: 
”Jeg sagde det!”

Efter et par affyringer lykkes det at få styr på kroppen til at skyde nogle billeder. Soldaterne får ros for deres evner til at bruge dysekanonen, og hold efter hold kommer de tilbage med store smil.

”Det er fand’me ærgerligt, at vi snart ikke har den mere,” lyder det fra flere.

Og det forstår jeg godt. Nu også på flere niveauer. For dysen er så meget mere end en kanon.