”Bliv inden for på hotellet fra klokken 22 til 06”. Sådan lød meldingen til de danske soldater, der sammen med britisk personel opholdt sig i Ukraine tilbage i 2018-2019. Det var oprindeligt en ordre til soldater, der var underlagt UK Command, men det danske forsvar valgte at følge trop.
Man kan dog ikke uden videre inddrage de danske soldaters fritid på den måde. Derfor gik de faglige organisationer ind i sagen i 2019. Sammen med CS og HOD rejste HKKF sagen ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse (FPS) – dog uden held. Sagen røg videre til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST), men også her gik sagen i hårdknude. Derfor endte sagen i arbejdsretten.
Bøde og kompensation
Sagen er blevet afgjort, og endelig får soldaterne – efter flere års kamp ved skrivebordene – hvad de har krav på.
De har nemlig krav på, at tiden fra klokken 22 til 06 honoreres som arbejdstid. Det betyder, at alle soldater på de to første MTT-hold (hold 1 og hold 2) nu får 850 kroner for hver nat, de var underlagt udgangsforbud. Der ud over idømmes Forsvaret en bøde for at overskride ledelsesretten.
"Det er absurd, at det skal tage så lang at få, hvad soldaterne har krav på, men det glæder mig, at vi nu er nået i mål. Det viser, at det betaler sig at tage kampen og være medlem af en fagforening," siger næstformand Kurt Brantner fra HKKF.
HKKF har selv kun haft ét medlem, der var omfattet af sagen, men den har alligevel stor principiel karakter. Den kan skabe præcedens, så man forhåbentligt undgår lignende sager fremadrettet.
HKKF’s medlem bliver kompenseret med et beløb over 50.000 kroner.
Sagen er også kendt som Curfew-sagen – læs dommen her.