Nyheder

Majlønnen bliver højere for mange tidligere udsendte

HKKF har forhandlet engangsvederlag for de soldater, der har været udsendt i 2022. Pengene bliver udbetalt med majlønnen.

4.258.000 kroner. Så meget mere får de soldater, der det seneste halve år har været udsendt til Letland, Irak, Kosovo og andre steder i verden, til sammen udbetalt, når lønnen for maj tikker ind. 

”Det var en god forhandling denne gang. Man kan altid ønske sig mere, men det lykkedes os at få rigtigt mange af HKKF’s medlemmer gennem nåleøjet, og det er vi glade for,” siger konsulent Michael T. Jensen fra HKKF, som har forhandlet på vegne af medlemmerne.

Udbetaling

Fra 6.000 til 24.000 kroner

HKKF forhandler decentral løn for de udsendte med Forsvarets Personalestyrelse to gange om året. For at blive indstillet til et engangsvederlag skal man have været udsendt minimum 90 dage.

Vederlaget er tænkt som et klap på skulderen til nogle af dem, der har gjort det særlig godt. Man får et sted mellem 6.000 kroner og 24.000 kroner før skat – alt efter, hvilken prioritet man har været indstillet til, hvor længe man har været af sted, og hvad man har bidraget med.

> Læs også: Har jeg ret til at holde fri på grundlovsdag?

”Udgangspunktet er, at der kan indstilles en tredjedel af en enhed, så der vil altid være nogle, der er indstillet, som desværre ikke kommer i betragtning og får et vederlag. Men vi har fået forhandlet flere vederlag denne gang, så det er rigtigt positivt,” siger Michael T. Jensen.

Er man en af dem, der skal have et engangsvederlag, får man besked via e-boks. Vederlaget bliver udbetalt sammen med majlønnen.

> Læs også: HBU'ere ansættes til at stå vagt

Siden er sidst opdateret: 24.04.23 kl. 14.00

Andre nyheder