Nyheder

Efter påbud: HKKF skal være en ordentlig arbejdsplads

I HKKF er vi meget berørte over, at der på trods af en række initiativer stadig er udfordringer med tonen og kulturen i vores forbund. Derfor arbejder vi nu sammen med eksterne kræfter for at ændre tingene.

I HKKF har vi siden efteråret 2021 haft udfordringer med kulturen blandt vores medarbejdere. Tonen mellem nogle medarbejdere har været stødende og skadelig hård, og det har givet anledning til et påbud fra Arbejdstilsynet.

”Da vi fik resultatet fra vores arbejdspladsvurdering tilbage i efteråret 2021, satte vi straks en række initiativer i gang, der skulle gøre HKKF til en bedre arbejdsplads. På trods af det må vi sande, at der stadig er problemer blandt nogle medarbejdere. Derfor har vi fra maj 2023, hvor vi modtog rapporten fra Arbejdstilsynet, arbejdet med en række nye tiltag,” forklarer forbundsformand Tom Block fra HKKF.

Blandt tiltagene er yderligere medarbejdersamtaler, et samarbejde med en ekstern adfærdskonsulent samt udarbejdelse af et adfærdskodeks. Derudover planlægger ledelsen endnu et personaleseminar drevet af den eksterne adfærdskonsulent. Og så er HKKF indgået i et samarbejde med Arbejdstilsynet.

”Vi vil gerne være sikre på, at vi ikke overser noget. Det er vores vigtigste opgave at skabe en sund og tryg arbejdsplads for alle vores ansatte, og det gør ondt at sande, at det ikke er lykkes. Det retter vi op på nu, og det er min vurdering, at der er skabt forbedringer, og at vi er på rette vej,” siger Tom Block.

Medarbejderne er en del af processen

Arbejdsmiljørepræsentant Natasha Engstrøm Zibrandtsen fra HKKF er en vigtig del af den proces, der nu er i gang. Sammen med medarbejdernes tillidsrepræsentanter arbejder hun blandt andet med det nye adfærdskodeks.

”Vores problem er, at der har været krænkende handlinger kollegaer imellem, og derfor er det også vigtigt, at vi er en central del af det arbejde, der er i gang. Vi er godt klar over, at det nok kommer til at tage noget tid at få ændret kulturen – sådan noget er altid svært, men der er vilje, og det er også mit indtryk, at vi kan mærke en forbedring,” siger hun.

Det er Tom Block enig i:

”Det har ikke været nemt at ændre kulturen. Faktisk sværere, end vi troede. Og det er nok også derfor, vi ikke lykkedes i første omgang. Som ledelse har vi ansvaret for, at det er trygt og rart at komme på arbejde, og derfor gør det virkelig ondt, at vi ikke nåede i mål med vores initiativer i første omgang. Det er vores ansvar at få styr på det her, så HKKF kan blive et trygt sted at arbejde, og det er blandt andet derfor, at vi nu har et samarbejde med Arbejdstilsynet og har tilknyttet en ekstern adfærdskonsulent.”

Spørger man forbundsformanden, om det ikke er lidt pinligt, at man har rod i egen butik, når nu man selv kæmper for ordentlige vilkår og et godt arbejdsmiljø andre steder på forsvarsområdet, så er svaret klart:

”Jo – det er det. Det gør ekstra ondt, når man som fagforening ikke internt leverer det, man kæmper for eksternt. Det er uacceptabelt, og det skal vi lave om på med det samme. Vi har i vores iver for at skabe de bedst mulige vilkår for vores medlemmer ikke været gode nok til at prioritere rammerne for vores daglige arbejde. Det ændrer sig nu.”

Siden er sidst opdateret: 5.08.23 kl. 13.01

Andre nyheder