Nyheder

Lønstrukturkomitéens rapport – et solidt datagrundlag for HKKF?

Tirsdag den 13. juni 2023 kl. 10 blev Lønstrukturkomitéens rapport offentliggjort i Eigtveds Pakhus.

HKKF har læst rapporten og mener, den giver et godt billede af de lønstrukturer, der er i det offentlige. Vi tager naturligvis rapporten til efterretning, og må samtidigt konstatere, at den udfordring, som HKKF igen og igen har påpeget, nemlig den måde Forsvaret indrapporterer vores medlemmers arbejdstid på, har en markant betydning for timelønsberegninger.

Forsvaret indrapporterer kun 7,4 timer per døgn ved for eksempel døgntjeneste som øvelse og international tjeneste. Faktum er, at soldaterne ved disse to tjenesteformer er på arbejde og/eller til rådighed i 24 timer. Det giver et meget anderledes billede af timelønnen, når man deler en dagsløn med 7,4 timer frem for 24 timer.

HKKF’ hovedbudskab om, at forsvaret ikke indrapporterer det korrekte antal timer, er nævnt i rapporten, men rapportens præmis rammer ikke helt rigtig.

Men Lønstrukturkommiteen kan naturligvis ikke beregne vores medlemmers timeløn korrekt, når de ikke har det korrekte datagrundlag.

Det fremgår konkret af rapporten, at:

”For visse grupper er der desuden en særskilt usikkerhed om deres timetal, og konkret vil timetallet i eksempelvis visse akademiske grupper samt grupper i militæret have et undervurderet timetal, hvilket medfører en overvurderet timeløn. Det skyldes dels, at visse grupper ikke får særskilt betaling for over-/merarbejde, men i stedet modtager betaling for en eventuelt højere arbejdstid i basislønnen, og dels grupper som har rådighedsvagter i deres ansættelsesforhold.”

Det er skævt beskrevet i forhold til HKKF, idet vi inden for HKKF’s aftaleområde hverken modtager betaling for en højere arbejdstid i basislønnen eller har rådighedsvagter som en del af ansættelsesforholdet.

Det forkerte datagrundlag har den afgørende konsekvens, at HKKF fremstår med en markant højere timeløn, end hvad tilfældet reelt er. Så længe udfordringen med datagrundlaget består (at Forsvaret indrapporterer et undervurderet timeantal) vil vi – selv ved et lønløft – fortsat fremstå med en overvurderet høj timeløn.

Forbundsformand Tom Block udtaler i forbindelse med rapportens offentliggørelse:

"HKKF vil naturligvis anvende rapporten i det videre arbejde med at styrke lønnen for forbundets medlemmer. Det vil vi gøre i både vores daglige kommunikation med Forsvarsministeriet og deres personalestyrelse, men særdeles i forbindelse med OK24. Vi har desuden et meget naturligt behov for, at vores reelle timeløn er kendt, særligt når vi forhandler aftaler med Forsvaret, hvor timelønsbegrebet anvendes til udregning af for eksempel et tillægs størrelse".

 

Siden er sidst opdateret: 13.06.23 kl. 13.10

Andre nyheder