Champagne og kampgejst

Fra parkeringspladsen er der ikke umiddelbart henvisninger til rækken med nummer 30D hvor Forbundssekretær Henrik Holm, bor. En forbipasserende bliver spurgt om vej til adressen, men før han når at svare, kalder en stemme venligt fra havesiden: "Det er her! Du kan bare komme rundt om hjørnet."

Henrik tager imod i haven. Den formiddag i juli forsøger solen at vinde over skyerne. Hunden Gizmo, en blanding af bichon havanais og papillon, vimser nysgerrigt rundt mellem havemøblerne.

Inde i stuen hænger et stort billede fra Champagne-provinsen. Henrik fortæller, at han endnu ikke har været der, men det står højt på ønskelisten. Passionen for champagne begyndte, da han, ved en tilfældighed, faldt over en specialbutik i Greve. "Det viste sig at være to entusiaster, der virkelig brændte for champagne. Jeg fik et godt tilbud, prøvede det – og så var jeg solgt," fortæller han.

Siden har han skiftet rødvinen ud med bobler: "Jeg bruger det ikke kun til fest. Hvis man afstemmer det til maden og anledningen, så er champagne altid en mulighed. Også roséchampagne, som jeg er blevet særligt glad for."

En lang militær karriere med international erfaring

Henrik har med en kort afbrydelse været i Forsvaret siden 1985. I dag er han forbundssekretær i HKKF og medlem af forbundets forretningsudvalg.

"Jeg har nok altid haft det i mig. Jeg blev valgt som landstalsmand allerede som værnepligtig i Søværnet," fortæller han.

Siden er det blevet til et langt arbejdsliv i både Hæren og fagbevægelsen – fra Balkan til Vordingborg, fra NATO-hovedkvarteret i Heidelberg til Tung Transport i Næstved, hvor han tilbragte 17 år og ni måneder. En af de oplevelser, der har sat sig tydeligt, var hans udsendelse til Afghanistan i 2003-2004, hvor han blev en del af NATO-hovedkvarteret i Kabul. Oprindeligt skulle han være rejsekoordinator under en hollandsk chef, men da vedkommende hurtigt forlod posten, overtog Henrik ansvaret. I seks måneder stod han i spidsen for rejsekontoret, hvor han organiserede transport ind og ud af Afghanistan for personel fra mange forskellige nationer. Det handlede om at booke flyvninger, planlægge forbindelser og sikre, at soldater kunne komme hjem på leave eller videre til andre missioner. Rejsekontoret spillede også en vigtig rolle i at holde styr på de mange tjenesterejser, som udsendte fra et internationalt hovedkvarter typisk har.

Henrik beskriver selv perioden som både travl og meningsfuld. Samtidig er han bevidst om, at hans opgave i Kabul var mere fredelig end mange andres. "Det var ikke i den hårde ende. Jeg havde verdens fedeste job, mens andre danskere risikerede livet hver dag. Det skal man altid have respekt for," siger han.

Den forskel anerkender han tydeligt og med respekt for kollegaer, der bar en anden del af byrden.

Arbejdsskader og livlinen: De tunge sager

I dag sidder han blandt andet med ansvaret for arbejdsskader og Livlinen i HKKF. Det er områder, der ikke blot kræver struktur og overblik, men også empati og menneskekundskab. "Det er ikke mig personligt, der tager sagerne. Men vi har nogle virkelig dygtige ansatte, der hver dag yder en uvurderlig indsats for vores medlemmer," siger Henrik. Han understreger, at arbejdsskaderne omfatter en bred vifte af situationer: "Det handler ikke kun om veteraner med PTSD. Vi hjælper også værnepligtige, der er faldet og forvredet et knæ i felten. Det kan være folk med tinnitus, rygskader eller psykiske belastninger efter mange år i tjenesten."

Læs også: Få hjælp til din arbejdsskade

Henrik fortæller, at HKKF siden efteråret 2022 har hjulpet medlemmer med at få erstatninger for i alt omkring 700 millioner kroner. "Det er mange penge, og det er mange liv, vi taler om. Bag hvert tal gemmer sig en soldat, en familie og ofte en lang og tung proces."

Han har særlig respekt for det arbejde, Livlinen udfører. "Det er dem, der tager ud til de veteraner, som har det allersværest. Folk, der måske ikke engang kan overskue at tage til en samtale på jobcentret eller komme i behandling. Livlinens medarbejdere hjælper dem igennem dagligdagen og er nogle gange den eneste kontakt, de har til omverdenen."

Henrik lægger ikke skjul på, at Livlinen og arbejdsskadeteamet er et arbejde, han ikke selv ville kunne klare. "Jeg kunne ikke selv have det job. Det kræver noget helt særligt. Hatten af for dem. Det er lavpraktisk socialt arbejde i nogle af de sværeste livssituationer, og de gør en forskel, der ikke kan måles i kroner og ører."

Læs også: Kontakt livlinen

Sejlbåd, søsyge og samvær

Henrik lever ikke et liv, der står stille. Når han ikke er på arbejde, sejler han. "Jeg har en sejlbåd med fem sovepladser, men jeg sejler mest alene. Eller med Gizmo. Hun er min skibshund." I år er det dog kæresten Pernille, der sætter kursen – og den går ikke mod åbent hav. Henrik smiler, når han taler om hende. Han fortæller, at forholdet til Pernille er nyt, men betyder meget for ham. Det har fået ham til at værdsætte det nære liv mere – og også at tage mere hensyn, end han måske tidligere har været vant til.

"Hun bliver søsyg, så jeg har lovet, at vi holder os på landjorden i år," siger han med et glimt i øjet. Sejlbåden ligger stadig klar, men denne sommer er der valgt kulturelle udflugter i Danmark. Teater, udstillinger og god mad har erstattet kølvand og kajpladser.

Selvom sejlbåden stadig ligger klar, er det i år Pernille og det fælles nærvær, der prioriteres. Henrik virker afklaret med det kompromis, og det er tydeligt, at han sætter pris på balancen mellem sine egne interesser og det nye fællesskab.

Når forandringer går for stærkt

Samtalen glider over i samarbejdsudvalgene, hvor Henrik repræsenterer HKKF i blandt andet Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste (FVT) og Forsvarsministeriets Indkøbsstyrelse (FMI). Her sidder han med ved bordet, når beslutninger om blandt andet materiel, depotstruktur og uddannelse af faglærte drøftes. Det er vigtige fora, hvor HKKF har mulighed for at få indflydelse – men også et sted, hvor tingene kan gå stærkt.

"Det går enormt hurtigt i Forsvaret lige nu," siger Henrik og læner sig lidt frem. "Nogle gange læser vi om beslutningerne i medierne, før vi får det at vide i samarbejdsudvalgene. Det burde jo være omvendt. Vi har ret til at blive inddraget, så vi kan informere og forberede vores medlemmer."

Henrik beskriver det som en voksende frustration, at faglige organisationer ikke altid bliver orienteret i tide. "Vi bliver fanget mellem to verdener. Politikerne melder noget ud – og vores medlemmer står med spørgsmål, vi ikke har svarene på endnu. Det giver utryghed og mistillid."

Samtidig oplever Henrik, at Forsvaret som organisation gør sit for at inddrage. Henrik oplever, at der ofte er lydhørhed lokalt i Forsvaret. I flere tilfælde har ledelserne lyttet til input fra medarbejderne og ændret retning. Men det overordnede politiske tempo og det pres, der kommer fra centralt hold, gør det vanskeligt at sikre ordentlig inddragelse hele vejen rundt.

Henrik understreger også betydningen af samarbejdet med de lokale og centrale fællestillidsrepræsentanter. De er ifølge ham afgørende forbindelser mellem hverdagens udfordringer og de strategiske beslutninger, der træffes højere oppe. Deres input sikrer, at HKKF kan gå til ledelserne med konkrete, virkelighedsnære problemstillinger og forslag til løsninger, som er forankret i soldaternes virkelighed. Det styrker HKKF’s position, når de går samlet frem med en fagligt funderet tilgang. Ifølge ham spiller de en nøglerolle, fordi de er tæt på virkeligheden på arbejdspladserne og hurtigt kan opsnappe problemer og behov, som ellers risikerer at forsvinde i systemet. Den viden bruger HKKF aktivt i dialogen med ledelserne i Forsvaret, hvor fællestillidsfolkene ofte er med til at kvalificere forbundets forslag og bekymringer. Det styrker forbundets forhandlingsposition, når der tales med en samlet og fagligt forankret stemme."

Han ser det som en stor styrke, at HKKF og fællestillidsrepræsentanterne ofte taler med en stemme. Det øger forbundets gennemslagskraft og gør det lettere at opnå resultater i samarbejdet med ledelserne. Når synspunkterne er koordinerede og bygger på konkrete meldinger fra arbejdspladserne, bliver det tydeligere for Forsvaret, at det er reelle bekymringer og løsninger, der bringes til bordet. "Vi har heldigvis gode relationer til ledelserne i de enheder, vi arbejder tæt med. De vil gerne have os med på råd, og i flere sager har de faktisk ændret kurs efter faglige input. Men presset ovenfra – fra Christiansborg og fra den overordnede struktur – gør det svært."

Han understreger, at samarbejdsudvalgene er en nøglerolle i den danske model: Han fremhæver samarbejdsudvalgene som et afgørende element i den danske model, hvor medarbejdere og faglige organisationer har mulighed for reel indflydelse. Men det kræver, at der bliver sat tid af og lyttet, ellers risikerer det at blive symbolsk frem for reelt.

Han rejser sig pludselig. Regnen er begyndt at falde, og noget af Gizmos legetøj ligger stadig ude. Med et hurtigt ryk samler han det ind og vender tilbage. "Sådan, det må ikke blive vådt," siger han og klapper hunden.

Henrik med Gizmo Foto: HKKF

Fremtidens udfordringer: Svende, skimmel og styrkelse

Henrik ser flere alvorlige udfordringer for Forsvaret i de kommende år. Han fremhæver især, at der mangler faglærte soldater, som kan være med til at uddanne de næste generationer. "Vi mangler svende," siger han, og henviser til, at det i de kommende ti år forventes, at omkring 60 nye lærlinge skal uddannes årligt på tværs af Forsvaret. Det kræver et stort antal erfarne faglærte soldater, som kan fungere som praktikvejledere og faglige rollemodeller – og det antal er der ikke dækning for i dag.

Hvis der ikke findes en løsning, frygter han, at Forsvaret vil få svært ved at fastholde det faglige niveau og blive endnu mere afhængig af civile værksteder. Det er problematisk, fordi soldater i udlandet ikke kan tage MAN- eller Scania-teknikere med sig i felten. "Vi skal kunne reparere vores egne køretøjer og materiel. Det er en kernekompetence i et operativt forsvar."

Samtidig peger Henrik på de vilkår, der skal til for at tiltrække og fastholde personel: Flere kaserner har for få eller nedslidte indkvarteringsmuligheder, og mange bygninger er i dårlig stand med fx skimmel eller mangelfuld isolering. Aflønningen ligger desuden i den lave ende. Henrik oplever, at der længe har hersket en forestilling om, at der står folk i kø for at komme ind i Forsvaret – men i dag er det ikke virkeligheden.

Tempoet er højt – men hvem kan følge med?

Henrik trækker vejret dybt. Han anerkender, at det er positivt, at Forsvaret nu investerer massivt i nyt materiel, bygninger og kapaciteter. Men han ville gerne have set en mere balanceret udvikling. I stedet for en jævn opbygning har udviklingen ifølge ham været præget af yderligheder: Først kraftige nedskæringer gennem 2010'erne, hvor der blev sparet på alt fra personel til vedligeholdelse, og nu pludselige og omfattende investeringer.

Det stiller store krav til de medarbejdere, der er tilbage i systemet. Henrik oplever, at mange af dem er pressede af mængden af nye opgaver, forandringer og forventninger. Der skal rekrutteres, uddannes, implementeres og samtidig opretholdes daglig drift. "Det er en tung byrde for dem, der er der i dag," siger han. Han ser risikoen for, at man brænder det nuværende personel af i forsøget på at indhente det, man mistede i de år, hvor politikerne skruede ned for Forsvaret.

Fra blomsterbede til kampgejst

I udestuen i Næstved er regnen stilnet af. Gizmo ligger under bordet. Henrik ser ud over haven.

Henrik peger hen mod forhaven og fortæller, at bilister tidligere brugte den som vendeplads. Det blev han træt af, så han besluttede at lægge sten og plante blomster som en venlig, men tydelig markering af, at det er hans grund.

Et stille udtryk for en mand, der ikke finder sig i hvad som helst – men hellere handler end brokker sig.

Henrik giver indtryk af, at han fortsat har meget på hjerte – både i sit faglige arbejde og i det nære. Kampgejsten er intakt, og han er ikke typen, der tier stille, når noget kan gøres bedre.

At tage kampe – hvad enten det gælder arbejdsvilkår, retfærdighed eller hensynet til andre – har fulgt ham gennem hele karrieren. Det gælder i HKKF, og det gælder derhjemme, hvor en forkert parkeret bil kan føre til sten og blomster i forhaven frem for vrede ord.

Det ligger i hans natur at tage ansvar og forsøge at gøre en forskel, når noget skal forandres.