Altid i gang – altid for medlemmerne

Det skulle have været et sommerinterview, men kalenderen ville det anderledes. Forbundsformand, Tom Block, gjorde det klart, at interviewet faktisk var planlagt i sommerferien, men at det måtte udskydes, for dér forsøger han at skærme familien og skubbe alt, der ikke er presserende for medlemmerne.

“Jeg bliver afbrudt nok i forvejen,” siger han.

Planen om interviewet blev væltet af et møde med departementschefen og en række sager, han måtte tage hånd om – fra økonomiudvalg til pressehenvendelser og forberedelse af nye forhandlinger. Når kalenderen er så fyldt, må der prioriteres benhårdt. Først i sensommeren fandt han en åbning – det er et billede på en forbundsformand, der altid er i gang, men som samtidig passer på at bruge sin tid rigtigt.

En forbundsformand med telefonen tændt
Når man er forbundsformand for HKKF, er der ikke meget fri.

“Folk ringer jo hele tiden – i weekender, i ferier og om aftenen, hvis der er noget, der brænder på. Så må jeg give dem et svar,” fortæller Tom, mens han sidder hjemme ved familiens spisebord. Dér, hvor han har helle.

Han understreger, at han forsøger at undgå at planlægge møder lørdag og søndag. Men hustruen Annette bryder ind og bemærker med et smil: “Det har jeg nu en lidt anden mening om.”

Familien er dog vant til, at Tom altid har været aktiv – også før han blev forbundsmand. Som tidligere fællestillidsrepræsentant, lokalformand i Slagelse, medlem af hovedbestyrelsen og endda folketingskandidat var kalenderen fyldt. “Der har altid været meget,” siger han. Derfor var det ingen stor omvæltning for familien, at han som forbundsformand stadig sjældent helt kan slippe arbejdet. Nogle opkald må vente, men helt slipper telefonen ham aldrig, og kalenderen fyldes oftest alligevel – også i weekenderne.

“Nu kører jeg så til Aalborg søndag,” fortæller han.

Fra Aalborg til Bosnien
Tom er født og opvokset i Aalborg Øst, hvor han som dreng spillede fodbold i AaB. "Det højeste, jeg nåede, var drengemester, men jeg spillede der i mange år," fortæller han.

Ved sessionen trak han et lavt nummer og fik at vide, at han kunne få lov at vælge regiment, hvis han meldte sig frivilligt.

“Jeg ville gerne blive i Aalborg og meldte mig derfor til Dronningens Livregiment i Nørresundby, men indkaldelsen endte i Slagelse ved Sjællandske Livregiment. Det har jeg aldrig fortrudt,” fortæller han.

Kort efter kom den første udsendelse til Bosnien. “Det var fedt. Jeg følte, jeg kunne være med til at gøre en forskel, og så var der kammeratskabet. Det er særligt, især når man har været udsendt,” siger han. Han oplevede også forskellen på FN- og NATO-hold. Hvor FN-soldaterne tidligere havde måttet stå magtesløse over for uhyrligheder, fik Tom og hans kolleger som NATO-udsendinge for første gang et klart mandat til at reagere.

“Det er dybt frustrerende for en soldat at se uhyrligheder og ikke måtte gribe ind. Derfor har jeg altid sagt til politikerne: Send os ud med et klart mandat. Vi vil jo gerne gøre en forskel.”

Erfaringerne fra Bosnien blev startskuddet til hans engagement i veteranarbejdet, som senere kom til at fylde meget i hans virke i HKKF. Han oplevede, hvordan mange veteraner kom hjem med både fysiske og psykiske skader, uden at nogen tog hånd om dem. "Det kunne vi ikke bare lade stå til – så måtte vi selv gøre noget," fortæller han.

Siden har fagforeningen kontinuerligt bygget et stærkt veterannetværk op, blandt andet med de første veterankoordinatorer i kommunerne.

Et af de første store resultater kom i Slagelse, hvor Tom som lokal fællestillidsrepræsentant pressede på for at kommunen skulle ansætte en veterankoordinator. Først blev forslaget vedtaget med et spinkelt flertal på 16-15, men efter et år var holdningen vendt.

"Så stemte alle 31 for, og det var superfedt," husker han.

Det viste ham, at det nytter at blive ved – og at man kan ændre holdninger, hvis man argumenterer og presser på. Det arbejde tændte også Toms politiske glød: Han lærte, hvordan man presser på og skaber resultater gennem netværk og vedholdenhed. Veteranindsatsen gav ham de første tætte relationer til politikere, som han i dag trækker på i arbejdet for hele gruppen af konstabler og korporaler.

Han husker også en episode, hvor HKKF søgte støtte fra Veterancentret. Her fik han som forbundsformand et opkald om, at hvis ansøgningen blev ændret, så den lignede de andre ansøgninger, ville der være større chance for at få penge.

"Det kommer ikke til at ske," fortæller Tom. "Hvis de ikke kan se værdien af det arbejde, vi laver, så laver vi det alligevel. Vi laver ikke om på vores måde for at passe ind i et skema."

Hvis man er utilfreds med noget, må man gøre noget, siger forbundsformanden. Foto: Ernst van Norde

Han understreger, at HKKF stadig insisterer på at gøre tingene på sin egen måde.

"Det fungerer. Veteranerne stoler på os, fordi vi selv er en del af miljøet – de har oplevet svigt fra systemet og har brug for nogen, de kan regne med. Derfor tager vi opgaven på os, selv om jeg også mener, at det burde være en samfundsopgave. De er vores kolleger, og vi kan ikke lade være," siger han.

I år 2000 blev han første gang valgt som tillidsrepræsentant, og derfra voksede engagementet. Han blev afdelingsformand i Slagelse, senere formand for de faglærte i FVT, sad i hovedbestyrelsen og var endda folketingskandidat for Socialdemokratiet. “Jeg har altid tænkt, at hvis man er utilfreds med noget, så må man selv gøre noget,” siger han.

Da en tidligere forbundsmand i HKKF trådte tilbage, pegede bestyrelsen på Tom. “Der kom flere og spurgte, om jeg var klar. Det var jeg, og så sagde jeg ja,” fortæller han.

Et ord er et ord
Tillid og ordholdenhed er nøgleord for Tom. Allerede da han stillede op som forbundsmand, var nogle medlemmer skeptiske, fordi han samtidig var politisk aktiv. På rundturene rundt i landet måtte han love, at han ikke ville rende af posten, hvis der blev brug for ham som suppleant til Folketinget.

“Hvis I vælger mig, så løber jeg ikke fra det,” sagde han dengang.

I 2021 blev han faktisk tilbudt at træde ind som suppleant, men han sagde nej.

 “Hvis vi laver en aftale, så holder jeg den. Jeg gør ikke noget halvt. Det ville være utroværdigt, og det kan jeg ikke.” For ham handler arbejdet som forbundsmand om kollegerne i Forsvaret.

 “Jeg synes, vi er rygraden. Vi er ikke bare bunden – vi er uundværlige.”

Når han oplever, at konstabler og korporaler bliver overset eller negligeret, tænder det en ild i ham.

“Det kan jeg ikke acceptere. Jeg har selv siddet til forhandlinger, hvor nogen sagde, at officerernes værdi var større end konstablernes. Så bliver jeg stædig – for uden vores folk kan systemet ikke fungere.”

Han nævner blandt andet sine egne oplevelser med nylønsforhandlinger, hvor officererne stod til at få langt det meste af puljen. “Når 13 officerer skulle have mere end 276 mekanikere, så kunne jeg ikke tie stille. Det er arrogance, og det kan jeg ikke acceptere.”

Hjemme i Sørbymagle
Parcelhuset i Sørbymagle virker næsten lidt kønsløst. Væggene står bare, og der hænger ikke et eneste maleri.

Tom trækker på skuldrene og fortæller, at meget af sommeren – og ugerne op til – gik med at gøre klar til flytningen. Familien havde boet i huset på den anden side af gaden siden 2004, og han havde selv drømt om at bygge det om: Lave gulvvarme, åbne op til køkkenet og få garage og værksted. "Jeg kunne godt have levet med rod i månederne, men det var jo ikke mig, der skulle være hjemme i det – jeg er jo altid på farten. Så der blev sagt stop, og så måtte vi finde en anden løsning," fortæller han.

Løsningen kom, da huset lige overfor blev sat til salg – allerede med alt det, de ønskede sig. Fra stuen i det nye hus kan Tom stadig se det gamle, men nu er gulvvarme, åbent køkken og værksted på plads fra starten. Flyttebil blev ikke nødvendig, for meget blev solgt af Annette, så nye møbler kunne leveres direkte.

"Hun er god til det der – hun fik solgt sofaen, spisebordet og alt det andet, og hun solgte endda de gamle malerier, hun ikke længere kunne lide. Derfor hænger væggene stadig tomme, for vi har endnu ikke fundet nye, der passer," siger han.

Placeringen i Sørbymagle betyder, at familien stadig bor tæt på Antvorskov Kaserne i Slagelse, hvor Tom har sin faglige base. Det var aldrig på tale at flytte tættere på hovedstaden, selv om det er dér, han har meget af sit politiske virke. Hjemmet skulle fortsat være forankret i lokalsamfundet og fungere for familien. De bare vægge og de manglende malerier bliver på den måde et billede på, at hjemmet – ligesom arbejdet – stadig er undervejs. Der er altid noget, der mangler, og altid nye ting, der skal på plads.

Omsætte ord til resultater
De næste måneder bliver alt andet end rolige. På Toms bord ligger en række store opgaver, der alle skal være med til at sikre bedre vilkår for konstabler og korporaler. Først og fremmest handler det om lønnen.

“Vi skal have leveret noget på lønnen. Det er vores helt store,” siger han.

Her peger Tom særligt på EKU – den erhvervsrettede konstabeluddannelse – som et projekt, der nu skal vise sin værdi.

“Vi har fået uddannelsen igennem, men nu skal vi også sikre, at den følges op af faglært løn. Ellers er det ikke en reel anerkendelse. Det er her, vi for alvor kan rykke noget for soldaternes løn,” siger han.

Derfor bliver koblingen mellem EKU og faglært løn et af de vigtigste slag de næste år. Han lægger ikke skjul på, at det har været en hård kamp at få EKU’en på plads – og at der stadig er modstand.

“Vi har i årevis hørt, at konstabler bare skulle grave huller og slå ihjel. Så hvorfor give dem en uddannelse? Den holdning lever stadig hos nogle. Men vi ved, at vores folk kan meget mere – og at de fortjener en reel anerkendelse. Vi har folk, der kan reparere komplekse systemer, undervise andre og tage ansvar for hele enheder. Det er ikke bare at grave huller og slå ihjel – det er et moderne, krævende arbejde, og derfor skal det også honoreres som sådan,” siger han.

Netop derfor er det afgørende at få koblet uddannelsen til en faglært løn.

“Ellers risikerer vi, at det hele bliver en papirtiger. Det vil jeg ikke acceptere.”

Han forklarer, at konstabler og korporaler i dag kan meget mere end tidligere. “Vi driver køretøjer, vi håndterer avanceret kommunikation, vi planlægger og uddanner andre. Det er opgaver, som kræver både viden og ansvar. Derfor er det også rimeligt, at vi får den samme anerkendelse som andre faglærte grupper,” siger han.

For Tom er det et spørgsmål om respekt – og om at give soldaterne en reel fremtid i Forsvaret.

En central del bliver arbejdet frem mod OK26. “Vi har afleveret vores krav, og så begynder hele processen med OAU og CFU. Her sidder vi sammen med 28 andre organisationer, og vi skal have dem med på, at vores krav også er deres. Det er et kæmpe arbejde, men helt afgørende for at rykke på løn og pension,” siger han.

Han nævner også pension og frivillighed som centrale temaer, der bliver arbejdet intensivt med i forhandlingerne frem mod næste overenskomst. Dertil kommer arbejdet i de udvalg, der netop nu ser på incitamenter og ansættelsesvilkår. “Det bliver vigtigt, for jeg er helt sikker på, at spørger du vores medlemmer, så er løn og vilkår noget af det første, de fremhæver. Derfor skal vi levere,” understreger han.

For Tom handler de kommende måneder derfor om at omsætte ord til resultater. “Vi skal vise medlemmerne, at det ikke bare er snak – det er konkrete forbedringer, der gør en forskel i deres hverdag.”

Politisk indflydelse
Tom bruger i dag et bredt netværk på Christiansborg til at sikre, at HKKF’s mærkesager bliver hørt. Erfaringerne har lært ham, hvordan man påvirker politikere – og de relationer trækker han stadig på. “Jeg taler med alle, der vil noget af det samme som HKKF. Det handler ikke om partipolitik – det handler om fagpolitik,” siger han.

En vigtig erfaring gjorde han, da Trine Bramsen var forsvarsminister. De to aftalte, at HKKF skulle være en del af løsningen og altid have en plads ved bordet, når der blev diskuteret forhold for konstabler og korporaler. “Hun sagde til mig: Vi kan være uenige, men I skal altid høres. Den aftale har jeg holdt hende fast på – og det gælder også ministrene efter hende,” fortæller Tom. Med Bramsen fik HKKF blandt andet sat erhvervsrettet konstabeluddannelse og seniorpolitik ind som konkrete punkter i forligsarbejdet. For ham er det et billede på, hvordan relationer kan bruges til at skabe resultater over tid.

Ved HKKFs kongres i november var Tom Block vært for forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Foto: Ernst van Norde

I forbindelse med forhandlingerne om Forsvarsforliget var det første gang, HKKF lavede egentlige kampagnematerialer med de fem vigtigste punkter. Materialet gav pote: HKKF blev kaldt ind til en lang række møder, og responsen fra politikerne var positiv. “Vi fik at vide, at det var lige i øjet. De syntes, det var gennemarbejdet og til at bruge.”

Han fortæller, hvordan politikere på tværs af partier har givet HKKF opbakning og ser det som et bevis på, at HKKF’s stemme bliver taget alvorligt, når argumenterne er i orden.

Motion som modvægt
Derhjemme var det sidste år børnene, der kom med de bedste argumenter, da ferien gik til Sestri Levante ved den italienske Riviera.

"Ungerne ville gerne have vand og pool, og det fik de. Jeg havde det fint, men jeg vil helst have, at der sker noget – være aktiv," siger han.

Undervejs fik han alligevel snuset til bjergene, da familien kørte hjem via Bormio.

"Så sagde Annette, at næste år kan vi godt tage hertil i stedet – til bjergene. For der er køligere, og der kan jeg cykle."

Den ferie har han på grund af flytningen stadig til gode, og han smiler ved tanken om, at den venter forude.

For Tom er motion den store faktor, når han skal slappe af. Han finder helst en cykel frem – mountainbike i skov og bakker, eller racercykel i bjergene i Italien.

“Jeg vil ikke være sidst, og jeg giver ikke op. Det er soldater-mentalitet – præmien kommer, når du kører nedad igen.”

Stædigheden er en del af drivkraften, og den smitter også. Datteren Signe deler lysten til at udfordre sig selv.

“Hun er ligesom mig. Når vi er ude sammen, skal hun altid lige prøve, om hun kan presse sig selv lidt mere,” fortæller han, mens sønnen Rasmus foreløbig er mere optaget af gaming.

“Jeg har brug for at komme ud og bruge kroppen. Når jeg cykler, så falder tankerne på plads, og det giver mig ro i hovedet. Det er desværre noget, der ikke har været tid til de seneste år,” fortæller han.

Han nævner, at han tidligere også løb meget, men i dag er cyklen den vigtigste ventil. “Det er dér, jeg får energien til at kunne arbejde så meget, som jeg gør.”

Altid noget at stræbe efter
Tom er i gang med sit femte år som forbundsformand og har tre år tilbage af sin valgperiode. Han ved, at meget allerede er opnået, men oplever stadig, at kampen for konstabler og korporaler langt fra er slut.

“Jeg har stadig meget, jeg vil opnå – vi er slet ikke i mål endnu,” siger han.

For ham er det afgørende, at konstabler og korporaler får den respekt og anerkendelse, de fortjener.

 “Så længe vi ikke er der, så bliver jeg ved. Jeg kan ikke se mig selv slippe det nu.”

Det er den samme stædighed, han tager med sig fra cyklen til arbejdet. Uanset hvor hårde bakkerne er, giver han ikke op – og det gælder også i forhandlingerne for medlemmerne. Ordene spejler det løfte, han indledte med: Hvis han laver en aftale, holder han den – også når det gælder kampen for kollegerne. Og i de tre år, der er tilbage af valgperioden, ser han frem mod store dagsordener: Ikke mindst OK26, fastholdelse og anerkendelse af konstabler og korporaler.

"Vi har sat meget i gang, men der er stadig kampe, der skal vindes," siger han.

Tom Block blev genvalgt for fire år ved HKKFs kongres i november. Foto: Ernst van Norde