Nyheder

Han er landstræner for veteranerne – men tænker på mere end fodbold 

Kampen mod DBU Oldboys-landsholdet fredag den 22. maj i Silkeborg er den synlige del. Bag holdet ligger et bevidst arbejde med balance, tryghed og plads til forskellig bagage. 
Søren Vængtofts daglige arbejdsplads er på Vordingborg Kaserne. Foto: HKKF

På veteranlandsholdet er hensynet ikke noget, der kommer bagefter. Det er bygget ind i måden, fodboldholdet fungerer på. 

Fredag den 22. maj kan det fællesskab opleves i Silkeborg, når veteranlandsholdet møder DBU Oldboys-landsholdet. På den anden side står tidligere danske fodboldstjerner, men for veteranernes landstræner handler kampen også om noget andet. 

For korporal Søren Vængtoft, der også er formand i foreningen, handler veteranlandsholdet om at skabe rammer, hvor tidligere udsendte kan mødes om fodbold, uden at der bliver set bort fra, at folk kommer med forskellig bagage. 

Vil du med til landskamp i Silkeborg?

Krigsveteranlandsholdet møder DBU Oldboys-landsholdet den 22. maj i Silkeborg.

Billetter fås fra 50 kroner og kan købes ved indgangen.

Veteranlandsholdet er for tidligere udsendte, der har et veterankort og dermed opfylder kravet om mindst 28 dage i international mission for Danmark. Fodbolden er omdrejningspunktet, men for Søren Vængtoft er det mindst lige så vigtigt, at holdet fungerer som et fællesskab, der kan rumme veteraner med forskellige erfaringer og belastninger. 

Det er ikke kommet af sig selv. 

“Det kan vi gøre bedre” 

Søren Vængtoft blev en del af veteranlandsholdet, da han og andre fra Vordingborg-området blev inviteret med til en fire-nationers turnering i Kyiv i 2018. Projektet fandtes allerede dengang, men efter turen stod det klart for ham og flere andre, at der var brug for mere struktur og bedre rammer, hvis det skulle være en god oplevelse for alle. 

Søren Vængtoft har været omkring veteranlandsholdet siden 2018. Foto: Veteranlandsholdet

"Der var nogle af os, der sagde: 'Det kan vi gøre bedre'," fortæller han. 

Det blev starten på det arbejde, der siden har præget veteranlandsholdet. En gruppe omkring holdet begyndte at bygge projektet mere systematisk op med bestyrelse, stab og tydeligere rammer for både det sportslige og det sociale. 

For Søren Vængtoft har det hele tiden været afgørende, at veteranlandsholdet skulle udvikle sig i sin egen retning. Fodbolden er vigtig, men fællesskabet og hensynet til dem, der er med, skal kunne holde til mere end en enkelt kamp eller turnering. 

Balancen er afgørende 

Når veteranlandsholdet udtager en trup, er det derfor ikke kun spilniveauet, der tæller. 

Der bliver også tænkt i, hvordan gruppen er sammensat: Hvor mange er tjenestegørende? Hvor mange er ude af Forsvaret? Hvem har været med længe? Hvem byder ind i fællesskabet? Og hvordan sikrer man en trup, der fungerer, når nogle deltagere kommer med større udfordringer end andre? 

"Balancen er vigtig. Der skal ikke være for mange – ikke for at udelukke nogen, men for at give en god oplevelse, især i udlandet," siger han. 

Han understreger, at veteranlandsholdet gerne vil rumme mennesker med forskellige belastninger. Men netop derfor kræver det omtanke, når holdet sammensættes, og når ture og arrangementer planlægges. 

Til kampen i Silkeborg er der ifølge Søren Vængtoft seks personer i den udtagne trup og stab, der har udfordringer. Det er ikke et argument for at holde nogen ude, men et konkret eksempel på, at hensynet ikke bare er noget, holdet taler om. Det indgår i den måde, truppen bliver sat sammen på. 

Når der er landsholdsudtagelse bliver der set på andre spidskompetancer end fodbold. Foto: Veteranlandsholdet

For ham er det en del af ansvaret omkring holdet at se på helheden og ikke kun på, hvem der kunne styrke holdet sportsligt her og nu. 

Det betyder også, at veteranlandsholdet ikke bare kan tage alle med hver gang eller lægge et program, der er pakket fra morgen til aften. Hvis holdet både skal være sportsligt ambitiøst og et trygt sted at være, kræver det prioriteringer og fravalg. 

Der skal være plads til snakken 

Den samme tankegang præger måden, veteranlandsholdet planlægger samvær og rejser på. 

Hvis programmet bliver for tæt, går noget vigtigt tabt, forklarer han. Når veteranerne er samlet, skal der være luft i programmet og plads til, at folk kan trække sig lidt, tale sammen i mindre grupper eller få vendt noget, der fylder. 

"Der dukker ting op til overfladen, når vi er samlet, og så duer det ikke, hvis programmet er så tætpakket, at der ikke er plads til små grupper og snakke," siger han. 

Omsorgen ligger derfor ikke ved siden af holdet. Den er en del af måden, fællesskabet fungerer på. 

Samtidig peger Søren Vængtoft på, at nogle af dem, der selv har haft det svært, også er blandt dem, der er bedst til at gribe andre, når behovet opstår. Det er en vigtig del af kulturen omkring holdet, at nogen tager snakken, mens andre holder fast i det sportslige setup. 

Der venter alle omkring veteranlandsholdet et kæmpe oplevelse, når de 22. maj spiller mod det danske oldboyslandshold. Foto: Veteranlandsholdet

På den måde forsøger veteranlandsholdet at skabe et miljø, hvor præstation og hensyn kan eksistere side om side. 

Et trygt miljø med tillid og ærlighed 

Den 46-årige korporal har selv været i Forsvaret i 26 år og har været udsendt mange gange. Han peger på, at der er sket meget positivt i måden, veteraner bliver mødt på, siden han var afsted første gang. 

Alligevel mener han, at der stadig er noget særligt ved et fællesskab, hvor man møder andre med lignende erfaringer, og hvor tilliden allerede er til stede. 

"Folk har brug for et trygt miljø, hvor tillid og ærlighed er der," siger han. 

Netop den tanke går igen i hans beskrivelse af veteranlandsholdet. Det skal være et sted, hvor man kan møde op med sin bagage, uden at alt behøver at blive forklaret først. Hvor fællesskabet har plads til både dem, der stadig er i tjeneste, og dem, der har fået større ar med fra deres tid i uniform. 

Derfor peger kampen i Silkeborg også videre end selve dagen. Modstanderen er DBU Oldboys-landsholdet med tidligere danske fodboldstjerner, men for veteranlandsholdet er kampen også en mulighed for at vise, hvad fællesskabet rummer. 

Når veteranlandsholdet går på banen fredag den 22. maj, er det samtidig et billede på et fællesskab, der er bygget med bevidste valg. Ikke kun for at få et hold til at fungere, men for at få mennesker med forskellige erfaringer og belastninger til at kunne være i det sammen. 

Læs mere:

Veteranlandsholdet stiller op i en nydesignet trøje. 

Læs om den her 

 

Siden er sidst opdateret: 13.05.26 kl. 07.58

Andre nyheder