Nyheder

Sergent om afghanske tolke: ”Vi skylder at hjælpe dem, som hjalp os”

Situationen ændrede sig på få uger efter USA's udtrækning af Afghanistan. Det gjorde situationen i den danske regering også, hvor en årelang modvilje mod at hjælpe tolkene, der havde assisteret de danske styrker, blev vendt til en evakuering. Det eneste rigtige at gøre, siger sergent og forsker.
Hakimi på 35 år sammen med sin familie. Mellem 2009 og 2016 var han tolk for de danske styrker. Foto: Privatfoto

Af Elisabeth Hamerik Schwarz. 

2012, Afghanistan. Rasmus Iversen er 23 år og udsendt til Helmand. Han har blot otte måneders værnepligt og otte måneder som konstabelelev bag sig. Holdene i Helmand har før lidt store tab, så selv om der er forholdsvis roligt, bor tolkene også i lejren – for en sikkerheds skyld. De fleste er fra de afghanske storbyer og er veluddannede, unge mænd. De arbejder, spiser, sover og bader side om side med danskerne, og hver dag ifører de sig uniformer med det danske flag.

De danske styrker arbejder ud fra et princip om hearts and minds. Når de går ind i en landsby, vil de vise, at de er der for at hjælpe. Alt for mange gange tidligere har der været sammenstød med lokale og sågar det afghanske politi. 

”Tolkene hjalp os ikke kun med at forstå, hvad de lokale sagde. De talte med de ældre og spurgte, hvad de havde brug for i landsbyen. De sikrede, at de lokale ikke blev bange. Sådan kom vi ind på lokalbefolkningen og kunne hjælpe dem,” fortæller Rasmus Iversen, der i dag er 32 år og sergent i Forsvaret:

”Men de oversatte også kulturen og de lokales ageren for os. De kunne se, når nogle unge fyre ikke hørte til blandt de lokale, fordi de var anderledes klædt, eller hvis Taliban havde sendt en lokal ind over checkpointet for at snuse. De var også gode til at spotte, når den generelle situation ændrede sig, hvilket gav os en indikator af, om noget var under opsejling, for det skete jo, at en narkobaron stak en lokal 200 dollars for at skyde på os.”

En dag skulle et afghansk command team fjerne et depot med våbenkomponenter, som var blevet fundet i en stak hø. Danskerne og briterne var med som sikkerhed og havde som altid pakket til fem til seks dage. Men det afghanske Tiger Team havde omvendt regnet med, at det ville tage et par timer og havde ikke forsyninger med. Så da dem, som skulle fjerne depotet, blev forsinket og først ville nå frem næste morgen, begyndte irritationen at sprede sig blandt afghanerne.

”Briterne havde flere gange oplevet, hvordan afghanske politifolk havde skudt på dem i bar frustration, så vi blev bekymrede i takt med deres stigende utilfredshed,” husker Rasmus Iversen:

”Så tolkene gik ind og forklarede situationen, sørgede for, at vi sendte mad og vand over til dem, og fik gemytterne til at falde til ro. Det var en situation, som kunne være endt farlig på grund af frustrationer og sprogvanskeligheder, men som faldt til ro, fordi tolkene hjalp os.”

Har søgt asyl i Danmark før

Taliban var gået ind i Kabul en måned inden, at Fagligt Forsvar taler med Rasmus Iversen. På trods af, at oprørsgruppen hurtigt havde vundet frem i resten af landet, tvivlede iagttagere på, at det ville lykkes dem at indtage Kabul. Men en søndag i august indtog Taliban hovedstaden fra alle sider. I den danske regering skulle man derfor tænke hurtigt. Oven på en debat, der havde varet i en årrække og havde været tiltagende de seneste par måneder, skulle der tages en hurtig beslutning om de afghanske tolke. 

En af dem var den nu 33-årige familiefar til fem, Hector. Måske du husker ham fra de kaotiske billeder fra Kabuls lufthavn i august. Det var ham, som måtte efterlade sin otte dage gamle baby, som blev såret i virvaret ved evakueringen.

Men faktisk har Hector været i Danmark før. Han flygtede fra Afghanistan i 2015, men blev sendt hjem igen i 2017. Tolkene, på trods af tolkeaftalen, har nemlig indtil nu skullet søge asyl efter almindelige regler, og i mange år har Danmark kun givet asyl til et minimum af afghanske flygtninge.

”Jeg var kun tolk for de danske styrker i 10 måneder i 2010, for jeg og en anden tolk blev såret under et angreb og fik ikke lov til at tolke efterfølgende. Så i stedet fik jeg arbejde på den amerikanske ambassade, men da jeg blev truet af Taliban, flygtede jeg til Danmark,” forklarer han:

”Da jeg blev afvist, var jeg selvfølgelig frustreret over det danske system, fordi de ikke troede på mig. Men dengang var Afghanistan dog et demokrati. Denne gang ændrede alt sig på få uger, efter vores regering tog benene på bakken, og Taliban førte Afghanistan 20 år tilbage i tiden. Det betød, at vi tolke gik fra truet til jaget. Så jeg gider ikke tænke på fortiden – vi er i sikkerhed nu. Mine forældre bragte vores baby herop få uger efter. Det er jeg taknemmelig for.”

Hvorfor søgte du ikke om at komme med de amerikanske tolke til USA? Du vidste jo, at det kunne blive svært at få ophold i Danmark – og indtil videre har I kun fået to år?

”Jeg arbejdede for amerikanerne, for danskerne var jeg i kamp. Jeg havde uniform på med det danske flag, og jeg blev såret sammen med danskerne. Derfor er det her, jeg hører til,” siger Hector.

> Læs også: Hvad fik vi ud af 20 år i Afghanistan? 

Taliban ændrer sig ikke

Hakimi er 35 år, og mellem 2009 og 2016 var han tolk for de danske styrker. Han taler tæt på flydende engelsk, og i september i år ville han have fået sin kandidatgrad i engelsk litteratur fra universitetet i Kabul. I stedet blev han i august evakueret til Danmark med sin kone og to børn. 

”Det er anden gang, at jeg er flygtning. Som barn flygtede vi til Pakistan, men i 2004 vendte jeg hjem til Kabul for at uddanne mig og hjælpe med genopbygningen. Jeg havde ikke regnet med at skulle flygte en gang til i mit liv. Jeg havde håbet på en demokratisk og inkluderende regering, men det var uhyggeligt, så hurtigt det gik, og jeg indså lige så hurtigt, at jeg måtte ud,” fortæller Hakimi.

”Jeg ved godt, at der har været en kritik af, at det gik for langsomt med at evakuere os – de danske soldater har jo talt vores sag i mange år. Men vi kom ud i tide, og ingen kom til skade, det er det vigtigste,” siger han.
I 10 år var Hakimis kone skolelærer i Kabul. Hendes kvindelige kolleger fortæller nu, hvordan de ikke må arbejde, og at pigerne ikke må gå i skole. 

”I tiden op til, at vi flygtede, frygtede vi, at hvis Taliban kom til Kabul, ville de tage hævn over os, der havde hjulpet de internationale styrker. De sagde godt nok, at vi ville få amnesti – men det vidste vi ikke passede. Så da de indtog byen 15. august, gemte jeg mig hjemme i tre dage, hundeangst,” siger Hakimi.

Nu er familien i Røde Kors’ center i Ribe, de går til dansktimer og har for en stund fået ro på.

I er blevet lovet et ophold på to år. Hvad håber du på, at fremtiden bringer?

”Åh. Lige nu er min førsteprioritet at lære dansk, for uden sprogkundskaber kan du jo ikke integreres. Men ellers er min drøm som alle andres: At leve et normalt liv. Jeg vil bare gerne arbejde, betale min skat, have vores eget hjem – og måske færdiggøre min kandidat? Jeg tager det en dag ad gangen, og forhåbentlig kan vi en dag blive en rigtig del af det danske samfund,” siger Hakimi:

”For helt ærligt? Jeg tror ikke, at det bliver realistisk at vende hjem igen.”

Tolkene er en overset og udsat faggruppe

Sine Plambech er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Hun har forsket i og skrevet en rapport om tolkesituationen og ser en tydelig sammenhæng for tolke gennem historien – fra Afghanistan til Irak til Balkan. 

”Tolke betragtes som nogen, der kan være med til at vinde eller tabe en krig. Så de ses som forrædere i og efter konflikter, for de oversætter ikke bare sprog, de oversætter også i symbolsk forstand, som når de vurderer, om en mand har den rigtige accent eller de rigtige sko på til at være lokal,” forklarer Sine Plambech:

”De tolke, der har hjulpet de danske styrker, har tolket i penible situationer – de har været helt fremme i feltet og vist deres ansigt. Og når du først betragtes som en insider, så forsvinder risikoen ikke med, at de danske styrker tager hjem. Risikoen er der for at blive.”

Sine Plambech forklarer, at årsagen til, at der har været så megen diskussion om, hvorvidt Danmark skulle hjælpe tolkene, blandt andet handler om, at Danmark lejede tolkene af briterne og amerikanerne.

”Man kan jo derfor stille spørgsmålet, hvorfor de ikke bare søger om ophold i Storbritannien? Men tolkene opfatter deres sikkerhed som Danmarks ansvar. De har arbejdet og sat deres liv på spil for de danske styrker, og derfor søger de hjælp fra Danmark, hvilket de danske soldater jo har sagt i årevis. Men fordi vi samtidig har en stram asylpolitik, har man politisk set ikke været interesseret i at få tolkene til landet, og tolkeaftalen har ikke kunnet hjælpe dem,” siger Sine Plambech, som kalder det en glidebane, at man ”låner” tolke af hinanden og efterfølgende ikke vil tage ansvar.

”Vi kan se på den efterfølgende varme, politiske debat, at man ikke bare kan fralægge sig det juridiske og moralske ansvar, som om tolkene var nogle brikker i et spil,” siger hun.

DIIS-forskeren kalder tolkene ”en overset faggruppe” og så gerne, at man lavede nye regler på området. Alt forskning viser nemlig, at de er nogle af de mest udsatte, når internationale styrker trækker sig ud af et land. Faktisk anbefaler Den Internationale Tolkeføderation allerede, at tolke skal betragtes som en særlig udsat ansættelsesgruppe under konflikter.

”I Danmark bliver der talt om forskellige løsninger for at undgå tolkeproblematikken, såsom at bruge dansk-somaliere som tolke i Somalia. Men det dur ikke, for de er opvokset i Danmark og kan ikke det, som de lokale kan. Derfor skal man indse, hvad soldaterne allerede ved: Så længe der er landkrige, har vi brug for tolke med lokalkendskab,” siger Sine Plambech og fortsætter:

”I den forbindelse bør man se på, hvordan Danmark kan påtage sig et reelt arbejdsgiveransvar og give tolkene mere tydelige jobkontrakter. Man kan for eksempel påpege, at det ikke skal være tolkene, der skal bevise, at de har arbejdet for Danmark, men snarere Danmark, der skal bevise, at de ikke har.”

I en årrække har soldater, kaptajner og officerer talt tolkenes sag, og hos sergent Rasmus Iversen er der heller ingen tvivl, selv om det efterhånden er mange år siden, han var i Afghanistan.

”Allerede for to år siden hørte jeg om tolke, der var i problemer. Ja, tolkene spurgte nogle gange interesseret til Danmark, men det handlede mere om en håbløshed og en drøm om at blive til noget større – for de ønskede også at hjælpe deres land, det var derfor, at de var tolke. Nu blev de så nødt til at flygte, og de har heldigvis fået hjælp, for ingen flygter jo for sjov,” siger han og understreger:

”Vi skylder at hjælpe dem, som hjalp os. Vi kan ikke være andet bekendt.”

Redaktionen har af sikkerhedsmæssige årsager valgt ikke at bruge tolkenes fulde navne.

Faktaboks

Afghanske tolke

  • Danmark har i alt brugt 195 afghanske tolke.
  • I 2013 blev man enig om en tolkepakke, der skal sikre lokal hjælp eller asyl til tolkene. Tolkene skal dog opfylde særlige kriterier.
  • I juni 2021 var 139 tolkesager blevet behandlet. Heraf havde kun fem afghanske tolke fået tildelt asyl i Danmark.
  • Siden Kabul faldt 15. august, har Danmark evakueret omkring 1.000 personer fra Afghanistan – herunder 45 tolke og deres familier.
  • Oprindelig ville de danske myndigheder kun evakuere tolke, som havde arbejdet for danskerne inden for de seneste to år. Man endte dog med at bløde op og evakuere flere end først planlagt.

Kilder: Berlingske, Refugees.dk, TV2.dk, Forsvarsministeriet.

Siden er sidst opdateret: 15.08.22 kl. 16.31

Andre nyheder