20. marts 2003 gik USA ind i Irak. Iraks diktator, Saddam Hussein, rådede formentlig over masseødelæggelsesvåben og havde forbindelser til terrorgruppen al-Qaeda.
Eller det var i hvert fald begrundelsen. For våbeninspektørerne havde ikke kunnet finde våben, og kun fire lande i FN stemte for USA’s invasion. Alligevel besluttede et snævert flertal i det danske folketing at bidrage til den amerikansk-britiske invasion.
”Hvis vi skal forstå, hvad der skete i 2003, skal vi helt tilbage til 1991,” siger Lars Erslev Andersen, der er mellemøstforsker ved Dansk institut for Internationale Studier, DIIS:
”Under Golfkrigen blev der taget en række beslutninger, som stoppede Iraks invasion af Kuwait, men ikke løste det egentlige problem.”
Problemet hed Saddam Hussein. Ti år tidligere havde Iraks leder invaderet Iran, hvilket var ført til en otte år lang krig, og da den var slut, gik Saddam ind i Kuwait i august 1990 for at sikre sig oliekilder. Som reaktion sendte USA styrker til Saudi Arabien under påskud af, at saudierne ville være Iraks næste mål. I virkeligheden passede USA nok mest sine interesserer – olien – men offensiven blev modtaget så godt af omverdenen, og det lykkedes dem at samle en kæmpe opbakning. Og da USA i januar 1991 besluttede sig for at få Saddam ud af Kuwait, var hele 34 lande – inklusive en række mellemøstlige lande – med i kamphandlingerne på amerikansk side.
”I sig selv var det en unik begivenhed i verdenshistorien, fordi lande som Rusland, Kina, Iran, Syrien, Frankrig, Tyskland og Danmark bakkede op. De lande, såsom Yemen, der ikke gjorde, fik det siden rigtig svært,” forklarer Lars Erslev Andersen.
I 1988 opdagede man et giftgasangreb begået mod kurderne, og under krigen invaderede USA også Sydirak. Men selvom man fandt masseødelæggelsesvåben, gik der ikke længe, før de trak sig ud igen. Saddam forsøgte samtidig at nedkæmpe et oprør blandt shiamuslimerne i syd og kurderne i nord, hvilket førte til store flygtningestrømme ind i Tyrkiet, og for at beskytte de to befolkningsgrupper oprettede man med FN-mandat ’flyveforbudszoner’ i nord og syd, hvilket betød, at Saddam ikke måtte bruge sit luftvåben, inklusive helikoptere, i området – et forbud som USA, Frankrig og England i starten var fælles om at opretholde zonerne med fly fra baser i Kuwait og Tyrkiet.
> Læs også: Dårlig luft gjorde Mads for syg til Forsvaret
Til angreb på sin befolkning
Saddam Hussien var brutal overfor sin befolkning, men USA’s daværende forsvarschef, Colin Powell, mente, at det ville åbne en Pandoras æske af problemer, hvis man afsatte ham – hvilket han siden også fik ret i
”Shiamuslimerne og kurderne i nord gjorde oprør mod Saddam Hussein og havde brug for hjælp, men USA hjalp ikke. I stedet lavede man flyveforbudszoner, så Saddam ikke kunne bruge jagerfly over dem, og man indførte verdenshistoriens største sanktioner,” forklarer Lars Erslev Andersen:
”Det blev katastrofalt for den irakiske befolkning.”
Sanktionerne førte til en sultkatastrofe og korruptionsskandaler, og FN vurderer, at en halv million irakiske børn som resultat af hungersnøden døde, inden de blev fem år.
”Fra at bruge kemiske våben til at udsulte sin egen befolkning og begå direkte massakrer på hundredtusinder af mennesker, huskes han i dag som en af de grummeste diktatorer, som Verden har set,” siger Lars Erslev Andersen:
“Planen var, at Saddam skulle ødelægge våben og rapportere til FN, men man mente, at han snød på vægtskålen, og så strammede man grebet yderligere. En olie for mad-aftale, der skulle sikre mad til civilbefolkningen, endte i en kæmpe korruptionsskandale. Så selvom der var rigelig grund til at stoppe Saddam, fik han lov til at fortsætte sit rædselsregime.”
For historie og politik er ofte kompleks. Og politik ligeså. I 1980’erne blev Saddam Hussein betragtet som en slags allieret, fordi Vesten kunne lide hans vestlige stil og kritik af de konservative kræfter i Mellemøsten. Men Saddam Hussein blev mere og mere problematisk. Alligevel var det først da flyene ramte tvillingetårnene i New York 11.september 2011, at man for alvorbegyndte at overveje at gøre noget ved hans regime.
Alle var enige om, at han var det værste af det værste. USA’s præsident George W. Bush var resolut efter 11. september. Ganske kort tid efter gik han ind i Afghanistan for at slå Al-Qaeda ned, imens han forsøgte at få opbakning til at gå ind i Irak. Undskyldningen var, at Saddam Hussein nok igen havde masseødelæggelsesvåben, og at Saddam Hussein var i ledtog med terrorgruppen.
”Der blev ledt og ledt efter våben, men man fandt intet. I virkeligheden havde han nok destrueret dem, som aftalen oprindeligt var. Men Bush var stædig, nu var det besluttet at afsætte Saddam, og det førte til en krig, der slog totalt fejl,” forklarer Lars Erslev Andersen.
> Læs også: Bomstærk: Forsvarets Rullemarie kan holde til det meste
Fra Saddam til Islamisk Stat
Og så er vi i 2003. USA har så lidt opbakning i FN, at Frankrig endda har nedlagt veto i sikkerhedsrådet. Men USA og Storbritannien går alligevel ind i Irak, og Danmark følger efter. Men det bliver også på det smalleste danske grundlag muligt. Mens oppositionen harcelerer mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), bliver omkring halvdelen af de folketingsmedlemmer, som kom fra partier, der officielt var for krigen, væk fra afstemningen. Og sådan bliver de danske soldater sendt i krig på det smalleste mulige grundlag.
Saddam Hussein blev fjernet samme år, og tv-optagelser af, hvordan diktatoren blev hevet op af sit kælderskjul i en irakisk landsby, gik verden rundt. Den ellers så nydelige herre så nu forhutlet ud med langt skæg og et forvirret udtryk.
Men selvom den grumme diktator var væk, var problemerne det langt fra.
”USA håndterede situationen helt forkert,” siger Lars Erslev Andersen og opsummerer så en række fejl:
”For det første styrede USA det hele, og intet var planlagt. Danmark kom til at sidde i Basra med briterne og havde intet at skulle have sagt, mens USA forlod sig på efterretninger, som stammede fra eksil-irakere med en politisk dagsorden. USA opløste politi og militær uden at give dem nye muligheder, så de reelt ikke havde andet valg end at gå i opposition. Det ender i det, som vi i dag kender som Islamisk Stat.”
Og her er vi igen ude i noget meget komplekst. For Vesten ville ikke se, hvad der skete – eller måske de ikke kunne forestille sig det. Ifølge CIA og Forsvarets Efterretningstjeneste var der i starten af 2010’erne styr på Islamisk Stat, mens fængsler blev angrebet og fanger sluppet fri, og lokale fortalte historier om brutale sortklædte mænd. Samtidig var Al-Maliki blevet premierminister, og hans styre var støttet af ingen ringere end Irans præstestyre.
”Hvis man vil lave krig, skal man have ordentlige efterretninger, men Pentagon sorterede i dem efter forgodtbefindende. Under det amerikanske midtvejsvalg i 2006 handlede alt om Irakkrigen frem for de lokale udfordringer, og Bush tabte med et brag - og efter USA bomber Fallujah med fosfor, nedsætter man en kommission, som skal se på krigen,” fortæller Lars Erslev Andersen:
”Danmark trækker sig ud af Irak i 2007. Da Obama kommer til, forsøger han at lave en sikkerhedsaftale med Al-Maliki, men det lykkes ikke, og Obama indser, at tilstedeværelsen af USA i sig selv er så stort et problem, at man trækker sig helt ud i 2010.”
I 2011 havde Danmark også officielt trukket sig helt ud af Irak. Det er nogle år før, at hele verden kender navnet på Islamisk Stat. For krigen, der aldrig rigtigt så sin ende, har haft store omkostninger for soldaterne. Ikke mindst de danske soldater og det danske forsvar. I tal lyder det på 9.605 danske udsendte, 19 sårede og otte døde, og et Forsvar, som man skar 2,7 mia. kroner på efterfølgende - nogenlunde svarende til det, som regeringen i dag vil tilføre det. Meget har som resultat ændret sig i Forsvaret. Men én ting bliver ved det samme. Vi har stadig har danske soldater i Irak - og Kuwait.
Der er meget at fortælle om Irakkrigen, men desværre er der ikke plads til alle detaljerne. Derfor er det kun dele af historien, som er fortalt.
