Udskiftning i Forsvaret gør korpsånden sårbar

På trods af at Casper Westphalen Mathiesen er blevet 12 år ældre, og han har forladt Forsvaret, er han er ikke i tvivl. 

”Man kan altid spørge sig selv, om man ikke vil arbejde imod at komme i den situation igen, men stod jeg i samme situation, ville jeg gøre det igen,” siger han.

Episoden han reflekterer over, skete da han var udsendt til Afghanistan på ISAF hold 9 som ingeniørsoldat i 2010. Under en patrulje blev Casper Westphalen Mathiesen og hans kollegaer beskudt, og forreste mand blev ramt af to skud. Casper Westphalen Mathiesen lagde sig ind foran hans sårede kollega og besvarede fjendens ild, imens gruppens sygehjælper kunne komme frem og yde førstehjælp.

På baggrund af den episode blev Casper Westphalen Mathiesen i 2011 tildelt Tapperhedskorset – som den eneste i Danmark. 

Tildelingen begrundede Forsvaret med ordene:

”For den 19. februar 2010, under kamphandlinger, uden tøven, og med tydeligt erkendt risiko for eget liv og førlighed at have ydet dækning til en såret kammerat ved at stille sig mellem ham og fjenden. Han fastholdt denne meget udsatte position, og beskød fjenden således at yderligere hjælp kunne komme frem.”

Men hvad er det, der får unge mænd og kvinder til at drage i krig – og potentielt ofre sit liv for kammeraterne?

> Læs også: Dårlig luft gjorde Mads for syg til Forsvaret

Eventyr og hår på brystet

For Casper Westphalen Mathiesen handlede det om en ungdommelig eventyrlyst og lysten til at komme ud og prøve sit hverv af som de garvede soldater.

”Det er den måde, man bliver døbt på. Jeg havde også en forestilling om, at jeg skulle ud og gøre en forskel, men det var ikke hovedmotivationen,” siger han og fortsætter:

”Du kommer udenlands, og du kommer ud i nogle situationer, hvor du får flyttet dine grænser. Du lærer om sammenhold og samarbejde, og som udsendt får man hår på brystet, og man bliver prøvet af. Det tænker jeg, at der er mange, der har som motivation.”  

Og det har han ret i, hvis man spørger Thomas Randrup Pedersen, der er ph.d. og adjunkt ved Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet. Han har i forbindelse med sin forskning lavet antropologisk feltarbejde, hvor han har fulgt danske kampsoldater før, under og efter udsendelse til henholdsvis Helmand, Afghanistan (ISAF) og Anbar, Irak (Operation Inherent Resolve).

Ifølge Thomas Randrup Pedersen er der forskellige fortællinger at trække på. Der er de politiske korrekte: De patriotiske og de idealistiske, hvor soldaterne gerne vil gøre en forskel og gøre noget godt dels for danskerne og dels for eksempelvis afghanerne eller irakerne.

”Men hvis man spørger soldaterne selv, så handler det om at komme på eventyr og se verden og prøve kræfter med den. Det var kriger-drømmen, der drev de fleste af de unge mennesker, som jeg talte med. De skulle ud og være rigtige soldater. Det var særligt ildkampen, de havde trænet til, så de skulle ud og prøve sig selv af for at se, hvilket stof de var gjort af,” fortæller Thomas Randrup Pedersen.

Det var et af de sidste hold i Helmand, som Thomas Randrup Pedersen fulgte. Soldaterne var ikke i mange kampe, men hvis man spoler tiden tilbage til de hold, hvor det gik hedt for sig, så er fortællingen i højere grad, at det er sidemanden, det handler om. Det er for ham eller hendes skyld, at man kæmper. Alt andet er ligegyldigt, fordi det handler om liv og død, og man er afhængig af hinanden.

”Det handler om sammenhold og korpsånd. Soldaterne bliver presset, og de lider sammen. Det giver mening at snakke om broderskab, når man taler om en skarp udsendelse. Hvis man er på en blødere mission, hvor man ikke kommer under pres, så får man ikke det samme sammenhold,” siger Thomas Randrup Pedersen.

> Læs også: Vinteren kom til Letland sammen med hold 2

Korpsånd under pres?

Korpsånd er i høj grad et begreb, som mange forbinder med Forsvaret.

”Den er en social lim, som binder folk sammen om et fælles mål. Det kan være forskellige mål, eksempelvis konge og fædreland hos Livgarden,” siger major Lennart Schou Jeppesen, der er master i organisationspsykologi og forsker hos Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet:

“Korpsånd er et åbent netværk –  også for tidligere soldater – og det viser sig som følelser. Det handler om entusiasme, hengivenhed, en ånd, en begejstring for et eller andet og for noget, som man gerne vil opnå sammen. Det er vigtigt for en militærenhed at have en stærk korpsånd.” 

Korpsånden kommer til udtryk hos alle militære enheder blandt andet via de artefakter, der viser, hvem enheden er – herunder egen fane, mærker eller symboler, det kan også være de grønne baretter eller de blå skråhuer. Korpsånd kan også ses på en større skala ved Forsvarets slogan ”værd at kæmpe for,” der udtrykker, at alle i Forsvaret kæmper for den samme sag.

I forskningen er korpsånd bygget op i tre lag. Der er det individuelle niveau, der er gruppen, hvor soldaterne løser de fælles mål, og det organisatoriske, hvor det er afgørende, at medarbejderne har tillid til Forsvaret. Ifølge Lennart Schou Jeppesen er der intet fra forskningen, der skitserer, at korpsånd har nogle negative effekter. Det er derimod med til at øge performance, fastholdelse og evnen til at lære. Men der er også situationer, hvor korpsånden kan blive svækket.

”Hvis ikke vi arbejder sammen, og hvis ikke konstablerne i deres uddannelse kan se sig selv løse en vigtig opgave med sin enhed og har tillid til den store organisation, så knækker filmen mellem de tre niveauer,” forklarer Lennart Schou Jeppesen: 

“Hvis konstablerne ikke synes, at uddannelsen er god nok, hvis de skal løse noget, der egentlig er en politiopgave, hvis ikke der er tid eller ressourcer nok, og ledelsen ikke tager hånd om det og så videre.”

Både Lennart Schou Jeppesen og Thomas Randrup Pedersen er enige i, at Forsvarets største udfordring – fastholdelse – kan have en negativ effekt på korpsånden. 

”Det er aldrig sjovt at føle, at man sidder på en synkende skude. Når man har en enhed, hvor de erfarne kollegaer begynder at falde fra, så bliver det en dominoeffekt. Dem, som man havde erfaringsfællesskabet med, er  ikke længere i enheden,” siger Thomas Randrup Pedersen.

Når det sker, er det vigtigt, at soldaterne – særligt på gruppeniveau – genfinder sig selv, forklarer Lennart Schou Jeppesen.

”Korpsånden bliver sårbar, når der er stor udskiftning, fordi vi har svært ved at samles om de fælles mål. Når man hele tiden skal fokusere på at sige goddag og velkommen til en ny kollega, så fjerner det fokus og øger den organisatoriske glemsel i forhold til, hvad vi kunne præstere for få år siden i Irak og Afghanistan,” siger han.

Lennart Schou Jeppesen pointerer, at det først og fremmest er en ledelsesmæssig opgave. Lederne skal invitere alle i enhederne til at bygge korpsånden op, men det er lige så meget de rutinerede medarbejderes opgave. De skal skabe god socialisering og fortælle de gode historier om, hvad enheden gør, og hvad de er stolte af.

> Læs også: Bomstærk: Forsvarets Rullemarie kan holde til det meste

Indlært reaktion

Da Casper Westphalen Mathiesen stod i den spidse ende af situationen, var det ikke korpsånden, der fik ham til at handle, som han gjorde, fortæller han. Det var mere en reaktion. Det var det, han, som soldat, havde trænet til hudløshed, og han havde gjort det samme, uanset hvem det havde været.

”Det er jo en taktisk situation, som man har indlært. Det er lige meget, om det er ens egen soldat eller en anden dansk soldat fra en anden enhed,” siger han.

I situationen havde korpsånden mest betydning i forhold til de værdier og den træning, som soldaterne var udsendt på baggrund af.

”Du går fremad i terræn, og du ved, at du risikerer noget. Du gør det kun, fordi du har en baggrund eller en ballast, der peger i retning af, at det er det rigtige, du gør. Bagefter kom efterrationaliseringen, og jeg kunne mærke, at det havde været tæt på. Men jeg var meget tilfreds med, at reaktionen var, som den skulle være. Jeg var ikke tvivl. Jeg gjorde det, der skulle til,” siger Casper Westphalen Mathiesen og afslutter:

 ”Og det styrker sammenholdet, fordi du praktisk har bevist, at du også gør alt det, som du har trænet og snakker om, at du er villig til.”

 Casper Westphalen Mathiesen er tidligere konstabel, og han var sergent, da han fik tapperhedskorset. Han forlod Forsvaret som oversergent i 2016, da hans K35 udløb. Han havde prøvet det, han ville i Forsvaret, og derudover var lønniveauet for lavt i forhold til, hvad den civile verden kunne tilbyde. I dag arbejder Casper Westphalen Mathiesen som skovfoged i Sydjylland.