Nyheder

Sejr efter syv år: Nu kan Morten søge erstatning

Morten Thrane kom til skade under DHL i 2014, hvor han stillede op for Forsvaret. HKKF og Fagbevægelsens Hovedorganisation har nu vundet en sag i Østre Landsret, så Morten Thrane kan søge erstatning.
Foto: iStock.

Morten Thrane var uheldig og stødte sammen med en anden deltager, da de begge deltog i motionsløbet DHL og gav den gas på ruten i København. Det var i 2014, og Morten Thrane kom til skade med sit hoved. Derfor ønskede han at melde det som en arbejdsskade, så han kunne søge erstatning – men han fik afslag. Det var ikke en arbejdsskade, fik han at vide.

Da Morten Thrane var blevet opfordret til at deltage, stillede op i Forsvarets t-shirt, og da eventet bruges i Forsvarets rekruttering af nye soldater, mente han dog, at det burde ses som en del af hans arbejde. Han tog sagen for byretten, men tabte.

”Han henvender sig til os i HKKF og beder om hjælp. Vi tager sagen videre og allierer os med advokaterne i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) – og så kommer sagen for Østre Landsret,” fortæller forbundssekretær Søren Kirkedal Nielsen fra HKKF.

> Læs også: Soldat gennem 40 år: "Jeg fik smag for sammenholder. Det blev min familie nummer to"

Vigtig sejr efter syv år

Nu er dommen faldet. Og Morten Thrane har fået medhold.

”Det virker måske skørt, at vi efter så lang tid er så glade for denne her sejr, men det er en vigtig principsag, der kan få betydning for resten af vores medlemmer, siger Søren Kirkedal Nielsen og fortsætter:

”Hvis hele ens enhed deltager i et event, arrangeret af Forsvaret, og er der en forventning om, at man deltager, så har man ret til at søge arbejdsskadeerstatning med det samme, hvis man kommer galt af sted. Så man kan sige, at Morten har taget ventetiden for os alle.” 

For Morten Thrane selv betyder det, at han nu endelig kan søge erstatning – med tilbagevirkende kraft. Det er i sig selv en proces, der kan tage noget tid.

”I værste fald kommer hele denne misere til at tage hen imod et årti, men heldigvis har Morten det godt i dag og er udsendt på mission. Vi håber, at Morten snart kan få sin erstatning, og at sagen nu glider lidt mere problemfrit – og ellers så må vi give en hånd med igen,” siger Søren Kirkedal Nielsen.

Det har ikke i dag været muligt at få en kommentar fra Morten Thrane, da han er udsendt på mission. 

> Læs også: Ny medalje: Forsvarets Medalje for International Tjeneste i Bronze

Siden er sidst opdateret: 21.02.23 kl. 13.22

Andre nyheder