Voxpop: Hvordan har Covid-19 påvirket soldaternes hverdag?

25. maj 2021

#Fagligt Forsvar

Fagligt Forsvar har ringet til fire konstabler og korporaler og spurgt, hvilken indflydelse pandemien har haft på dagligdagen hos deres enheder, hvad de som soldater har fået ud af alt det her, og hvilken læring forsvaret bør drage af det seneste år.

"Der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for et eller andet. Min kæreste har vel efterhånden set så meget til mig, at jeg kan tage på INTOPS næste gang med god samvittighed," siger korporal Mads Rytter (yderst tv), der ligesom mange andre soldater har været hjemsendt periodevist i løbet af det seneste år (Privatfotos).

Det understreges selvfølgelig, at soldaterne alene udtaler sig på egne vegne.

Privatfoto.

Mads Rytter - korporal ved Ruder 4-kompagniet, Jydske Dragonregiment

Hvad har I lavet under pandemien?

Da Mette Frederiksen trak stikket i marts sidste år, startede vi med at blive hjemsendt halvanden måneds tid, hvorefter vi blev bedt om at stille mandskab til de her testcentre, som begyndte at skyde op rundt om i landet. Så vi har både været i København og Maribo, hvor vi har stået og guidet folk de rigtige steder hen.

Hvordan var det?

Det er hverken noget, der udfordrer dine soldaterfærdigheder eller giver sved på panden, men nogen skulle jo gøre det. Som soldat arbejder du for Danmark, hvad enten det foregår i udlandet eller herhjemme. Det var sådan set hyggeligt nok, for man mødte en masse kollegaer fra hele landet. Derudover fik vi 2.000 kroner ekstra om ugen for det, hvilket heller ikke er helt uvæsentligt.

Hvad har du fået ud af det som soldat?

Altså på den ene side har det da været lækkert at kunne holde fri. Jeg har både fået sat huset lidt i stand og brugt en masse tid sammen med damen. Men som soldat er det jo ikke noget, man kan holde sig kørende på i længden. Rent fagligt har jeg heller ikke fået noget udbytte af at stå ved et testcenter.

Til gengæld kan jeg godt love dig for, at vi fik travlt, da vi kom tilbage til regimentet i august 2020 og skulle gøre klar til at gå på beredskab. Der var lige et defensivt uddannelsesmodul med vores IKK'er og en hulens masse angreb, der skulle indhentes. Oprindeligt skulle vi også have haft tre 12-mandsgrupper til Afghanistan og to hold til Kosovo. Det første bliver jo ikke til noget nu, hvor vi trækker os ud.

I november 2020 skulle vi have været på bataljonsøvelse, men lige inden udbrød der Corona ovre i Viking-coy, som derfor ikke kom med. Det var jo lidt træls for dem, når nu vi havde gået tre kompagnier og gravet nogle lækre kampstillinger ugen forinden. Staben nåede nærmest også kun til Oksbøl, så blev de sendt hjem igen. Så rent operativt har pandemien haft nogle konsekvenser for os.

Hvilken læring mener du, at forsvaret kan tage med fra hele denne her oplevelse?

Vi har brugt rigtig meget tid på at gå derhjemme uden at være soldater. Og det er sgu lidt op ad bakke, når man skal blive klar til beredskab, INTOPS og samtidig har fået en masse nye folk ind. Så der skal helt klart findes på nogle modeller, der så vidt som muligt bevarer enhedernes kampkraft. I stedet for at sende alle hjem kunne man skiftevis have en deling fra hvert kompagni inde, som er i deres egen boble og bliver testet løbende. Derved kan de stadig gennemføre uddannelse og opretholde deres færdigheder.

Men der er jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for et eller andet. Min kæreste har vel efterhånden set så meget til mig, at jeg kan tage på INTOPS næste gang med god samvittighed.

> Læs også: Soldater kommer i stigende grad til at tackle atypiske opgaver

Privatfoto.

Hvad har I lavet under pandemien?

Ligesom de fleste andre blev vi hjemsendt i marts og gik derefter hjemme indtil starten af juni, hvor værkstedet åbnede igen. Som mekanikere arbejder vi inden for en kritisk funktion – for bilerne skal jo stadig kunne køre. Vi havde reservedelene, så det var jo bare at gå i gang med at skrue, rydde ordrer og optimere værkstedet.

Inden var vi desuden overgået fra 3. VEDL til FVT, hvilket blandt andet betød, at vi skulle gøre klar til såkaldt ISO-certificering. Det handler om arbejdsmiljø – korrekt udsugning, værktøj, arbejdsgange og den slags.

Efter halvanden måned begyndte resten af medarbejderne så at vende tilbage. Og selvom der har været restriktioner af forskellig art, har vi siden da kunnet køre biksen på nogenlunde normal vis. Der har godt nok været lidt længere ventetid på nogle stumper, men så har vi bare ordnet noget andet imens.

Jeg synes sgu også, det er værd at lægge mærke til, at selvom vi havde tilbragt knap tre måneder hjemme, og har haft et par tilfælde af Corona, er vi alligevel nået i mål med de ting, vi skulle. Der er blevet gået til stålet. Men vi havde tydeligvis opbygget en masse skrue-energi, som skulle ud.

Hvordan var det?

Træls. Men i bund og grund har det dog fungeret fint. Fra start har der været nogle klare retningslinjer for, hvordan vi skulle løse vores opgaver uden at øge smitterisikoen. Her hjælper det heldigvis, at forsvaret i forvejen er en verden af strukturer, som vi ansatte er vant til at leve efter.

Det er faktisk især det sociale aspekt ved jobbet, som har været ramt, fordi vi ikke har kunnet grille eller lave fælles idrætsarrangementer, som vi plejer. Det påvirker selvfølgelig korpsånden. Nu åbner det heldigvis snart op igen.

Hvad har du fået ud af det som soldat?

Jeg er nok blevet mindet om værdien af at være omstillingsparat. Det er også værd at huske på, at jeg hele vejen igennem har kunnet gå på arbejde og få en løn, som gør, at jeg kan forsørge min familie. Og det kommer jeg også til på den anden side af pandemien – i modsætning til folk med konkursramte virksomheder eller usikre jobs. Det er en tryghed, man ikke skal underkende værdien af.

Hvilken læring mener du, at forsvaret kan tage med fra denne her oplevelse?

Jeg synes jo godt, de kunne have haft mere fokus på fysisk træning. Vi har et arbejde, som inkluderer tunge løft og underlige stillinger, som kan belaste kroppen. Retningslinjer for arbejdsmiljø er fint, men hvad enten det er i felten eller på et værksted, har man i nogle tilfælde ikke andet valg end at afvige fra dem.

Derfor har fraværet af idræt og træningsmuligheder helt klart påvirket min form, og jeg begynder at mærke mine skavanker poppe op igen. Det er det samme, jeg hører fra flere andre. Det betyder blandt andet, at arbejdsstillinger, som normalt ikke var et problem, begynder at føles mere ubehagelige. Jeg kan bogstavelig talt mærke, at min krop forfalder.

> Læs også: Smitteopsporing: Selvfølgelig træder vi til, men...

Privatfoto.

Hvad har I lavet under pandemien?

Vi kom hjem fra Estland i juli 2020, hvor vi havde gået og levet lidt i vores egen boble. Så kompagniet skulle lige finde ud af, hvad der var op og ned i alt det her, og derfor blev der famlet lidt i øst og vest til at starte med.

Vi kørte på med relativt normal tjeneste i efteråret, inklusive simulation med IKK’erne inden Skyper i december. Her skulle vi bo på 12-mandsstue, og det var ikke svært at forestille sig, at det ville gå galt. Ganske rigtigt udbrød der smitte på andendagen.

Omkring jul og nytår var vi ude og støtte ved testcenter, hvilket folk tog i stiv arm, selvom der blev trillet en del tommelfingre. Hjemme på kasernen kørte vi på med treturnus mellem delingerne: En uges daglig tjeneste med 1-4, feltjeneste og den slags. En uges hjemmetjeneste med idræt, o-marcher og ind imellem en tur på skydebanen. Tredje uge var afspadsering. Det var først efter påske, at alle var på arbejde igen.

Hvordan har det været?

Jeg blev udnævnt korporal sidste år, så der har været rig mulighed for at øve sig i at sidde og planlægge undervisning. Hvad kan vi tænke os frem til? Godt, det gør vi. Felttjeneste for enkeltmand og den slags. Men på grund af udefrakommende omstændigheder er mange af lektionerne desværre aldrig blevet til noget, hvilket er synd, når nu vi har nogle førere, som har brugt en masse tid på det. Det er desværre ofte uddannelse, som bliver ofret, og sådan var det også før Corona. Så må vi jo se, hvad betydning det får, hvis krigen en dag kommer.

Hvad har du fået ud af det som soldat?

Det har været træls ikke at kunne udføre sit arbejde. Særligt fordi der før jul blev kaldt stop for al IKK-kørsel, eftersom forsvaret havde overskredet den årlige kilometerbegrænsing fra firmaet. Det er jo lidt op ad bakke, når ens job foregår i en IKK. Vi har nye konstabler, som efter flere måneder endnu ikke har haft mulighed for at køre. Til gengæld er der blevet lavet noget 1-4 på biler, der ikke havde behov for det, og vi har også en Oscar eller to, som er blevet rigtig gode til at laminere kort.

Så både mit og andres faglige niveau er helt sikkert faldet, hvilket jo er træls, da vi i Estland havde haft tid til at blive nogle nørder til vores arbejde. Men altså, du kan jo brokke dig nok så meget, uden at pandemien går væk af den grund.

Hvilken læring mener du, at forsvaret kan tage med fra denne her oplevelse?

Hvor meget motivation og arbejdsglæde faktisk betyder for soldaternes ønske om at blive. Man skulle ikke gå i det her særlig længe, før det blev svært at holde dampen oppe. På et tidspunkt når alle et punkt, hvor de ikke gider mere, hvilket mange i forvejen godt kunne finde på grunde til.

Det gælder nok især de, der havde lagt en plan for deres fremtidige tjenesteforløb, som involverede kurser og videreuddannelse. Jeg fik selv andet modul af min korporal-uddannelse forsinket fra november til marts, og hvis du havde gået med planer om at skulle på sergentskole, kan det jo i værste fald være blevet udskudt med et år eller to.

> Læs også: Hærens Corona-indsats har været en sejlads på ukendte farevande

Privatfoto.

Hvad har I lavet under pandemien?

Som så mange andre startede vi ud med at blive hjemsendt til privaten. Så for at holde folk i gang stod de følgende måneder især på ting som O-march, idræt og FELS-kurser, når det kunne lade sig gøre. Efter at være mødt ind igen har de fleste kunnet været på arbejde, og kompagniet har også været forskånet for slemme smitteudbrud.

Ellers har kompagniet lavet lidt af hvert. Nogle af os gjorde klar til efteråret, hvor vi skulle i Gefion. Der var også en risiko for, at vi skulle levere folk til Vidar-beredskabet, hvilket der skulle forberedes til. Så det har alt sammen været meget stille og roligt, men desværre ikke så militærfagligt.

Vi havde også nogle folk, som i efteråret støttede CBRN-kompagniet under Operation Mink. I samme periode var vi andre som sagt indsat i Gefion nede ved grænsen, hvor vi var fra november og ind i det nye år. Jeg havde selv fornøjelsen af at stå der og hygge mig nytårsaften.

Hvordan har det været?

Kedeligt – i hvert fald noget af tiden – og kaotisk. Ofte har vi jo ikke anet, hvad der skulle ske. Til gengæld har kompagniet været gode til at give luft til det, hvis folk har ønsket at søge kurser, videreuddannelser eller følge op på nogle Q’er. Hvis det kan lade sig gøre, får man det til at ske.

Ikke at det altid er muligt. Vi har én, som fik sit korporalkursus udsat to gange, og nu har besluttet at søge nye græsgange. Det understreger jo, at det kan være svært at bevare gejsten, hvis du har sat næsen op efter noget, som ikke kan lade sig gøre alligevel.

Vi har også trænet op mod at skulle til Afghanistan her til august, hvilket stikket så blev trukket på for nyligt. Jeg var selv afsted på ISAF 14, og udsigten til at komme derned igen har i hvert fald været med til at motivere mig det seneste år. Men det er der ikke så meget at gøre ved, og der skal jo nok komme andre missioner.

Hvad har du fået ud af det som soldat?

Jeg sidder til dagligt i føringssektion, hvor jeg har haft en del ansvar for de logistiske forudsætninger for kompagniets virke – planlægge undervisning, lektionsplaner, bestille terræn og den slags. Derudover var jeg og to andre nede ved Danske Artilleriregiment for at undervise i Counter-IED, hvilket jeg jo har en del erfaring med fra Helmand. Så jeg har heldigvis stadig haft mulighed for at udvikle mig fagligt, ikke mindst inden for instruktørvirke.

Hvilken læring mener du, at forsvaret kan tage med fra denne her oplevelse?

Det er nok en idé at udvikle en krisepakke, som kan iværksættes, hvis noget lignende skulle ske en anden gang. Hvor der er lagt en struktureret plan for enhedernes daglige tjeneste og uddannelse, så man er i stand til at opretholde niveauet. Soldater er jo vant til at være ude og lave noget, og hvis de bare skal gå derhjemme, så begynder mange nok at overveje, om græsset måske ikke er grønnere et andet sted.