Nyheder

HKKF’s forbundssekretær går på pension

Søren Kirkedal Nielsen, der de seneste to år har været valgt som forbundssekretær i HKKF, går nu på pension. Hovedbestyrelsen valgte 16.december 2022 en ny forbundssekretær i sin midte.

- Spændende, udfordrende og lærerigt, men også tidskrævende.

Det er nogle af de ord, som Søren Kirkedal Nielsen sætter på sin tid som forbundssekretær i HKKF. Søren Kirkedal Nielsen blev valgt på fagforbundets repræsentantskabsmøde i 2021 og har igennem snart to år stået i spidsen for arbejdsskade og hvervning i forbundet, mens han har siddet i en række politiske udvalg. Nu har han valgt at gå på pension.

- Beslutningen har været længere tid undervejs, siger Søren Kirkedal Nielsen og fortsætter:

- Jeg har pendlet fra Viborg til Albertslund flere dage om ugen og har haft lange og udfordrende arbejdsdage. Det har fået mig til at indse, at det ikke matcher det liv, som jeg gerne vil leve i en alder af 63 år.

Søren Kirkedal Nielsen har kunnet gå på pension siden sidste år, og det er den mulighed, han nu benytter sig af.

Forbundsformand Tom Block kalder det for 'brandærgerligt.'

- Søren har skabt nogle vigtige resultater i sin tid i HKKF. Han har sikret, at vores organisationsprocent er steget med yderligere to procent, så vi nu er på 92 procent – hvilket jo i sig selv er imponerende, når tallet ligger så højt. Og så har han opbygget et rigtig godt arbejdsskadeteam, som medlemmerne nyder godt af, siger Tom Block og fortsætter:
- Personligt kommer jeg til at savne en rigtig god sparringspartner. Men jeg forstår også hans behov, så jeg ønsker ham alt det bedste.

HKKF’s hovedbestyrelse har nu, som det står anført i vedtægterne, konstitueret en ny forbundssekretær fra sin midte, forklarer forbundsformand Tom Block:

- Jeg vil gerne byde Henrik Holm velkommen på posten som ny forbundssekretær, og jeg ser frem til samarbejdet. Samtidig ser jeg også frem til et godt gensyn og fremtidigt samarbejde med et meget erfarent hovedbestyrelsesmedlem, når Kurt Almestrand indsuppleres i HKKF’s hovedbestyrelse.

> Læs også: HKKF sikrer stor efterbetaling til medlemmer på HRU-kontrakt

Siden er sidst opdateret: 13.02.23 kl. 14.00

Andre nyheder